En flygtning krydser sit spor

Verdens måske mest kontroversielle kvinde er ude med sin tredje bog mod islam, men ikke sin bedste.

Ayaan Hirsi Alis tredje bog har mest af alt karakter af et manifest. Et manifest mod islam for at være kvindeundertrykkende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Ayaan Hirsi Ali skriver et brev til sin afdøde bedstemor. Et afskedsbrev med meget af, hvad bedstemorens muslimske tro og kultur stod for. Hirsi Alis liv og hendes sag kan ikke skilles ad. De er et og samme. Det er selvsagt en umådelig kraft for en debattør at virke på. Men det skaber også problemer.

Siden Hirsi Ali først flygtede fra et muslimsk tvangsægteskab, skrev manuskriptet til den islamkritiske film »Submission« og fik en dødsdom, har hun været verdens måske mest kontroversielle kvinde. Det er spændende at læse den somalisk fødte hollænder, som med »Nomaden« er ude med sit tredje værk om islams uforenelighed med Vestens frihedsbegreber. Bogen er en slags mix mellem opråbet fra debuten »Jeg anklager« og selvbiografien »Opbrud og oprør«. Tilsat en skærpet tone. Den har dog ikke sidstnævntes uomgængelige nødvendighed, uafviselige personlighed samt dragende fortælling.

Ayaan Hirsi Ali er stadig velskrivende og benytter sig flittigt af sin egen og sin families historie. Men »Nomaden« har mest af alt karakter af et manifest. Et manifest mod islam for at være kvindeundertrykkende. Samt mod religionens troende for at være uden for pædagogisk rækkevidde.

Hirsi Ali lever i dag under beskyttelse i USA. Via historier om religiøst begrundet mishandling og forfølgelse trækker hun tråde til muslimsk kultur i vestlige samfund. Interessant. Men også problematisk. Den livstruede forfatter tager for givet, at den massive undertrykkelse, hun personligt har været udsat for, er islams almindelige virke. Moderate muslimer, muslimer med plads til frihedsrettigheder og accept af det sekulære retssamfund er med andre ord lige så sandsynlige som nøgendans på gaden i Saudi-Arabien. Det ville have styrket »Nomaden«, hvis den behandlede denne debat mere kvalificeret.

Til slut skriver Ayaan Hirsi Ali også brev til sin datter. Hun lover datteren den frihed, hun ikke selv blev givet. Samt »jordisk kærlighed«, som Hirsi Ali i dag kalder for sin »tro«.

»Nomaden« er god. Er man ny læser af Hirsi Ali, bør man dog begynde med »Opbrud og oprør«. Den er bedre. Lige som rolig tale kan virke langt stærkere end skingre råb.