Noget af det bedste ved at læse gode kunstnerbiografier er, at de ofte får en til at opdage eller genopdage værker eller andre kunstnere, som har stået for længe og samlet støv på reolhylden.
Således har jeg, lige siden jeg blev færdig med den danske oversættelse af Mick Walls biografi om Lou Reed, været på udkig efter bøger om og af Delmore Schwartz – den amerikanske poet og forfatter, der om nogen var Lou Reeds læremester og forbillede.
Selv om Delmore Schwartz og Lou Reed var fra hver sin generation, er lighederne forbavsende. Begge blev de født i Brooklyn, New York, og voksede op i relativt velhavende jødiske kår, og begge endte de med at tage et opgør med deres forældres generation. Begge blev de udsat for behandling med elektrochok – datidens foretrukne redskab når man skulle »kurere« depraverede og vildfarne unge mennesker.
Og da Lou Reed i 1961 begyndte at følge hans kurser i »creative writing« på Syracuse, blev Schwartz ikke blot en åndsfælle, men en indgang til fest, stoffer og alkohol og et bekendtskab med forfatterskaber som Kerouac, Burroughs, Chandler med flere.
Det var her, det hele startede – den ene kunstner på vej op, og den anden på vej ned, men med samme udgangspunkt. Og efter Schwartz’ død i 1966 betalte Reed tilbage. Med »European Son« fra 1967, »My House« fra albummet »The Blue Mask« fra 1982 og igen i teksten »O Delmore How I Miss You« trykt i Poetry Magazine i 2012.
Biografi fyldt med krydsreferencer
Hvorfor er dette interessant i en boganmeldelse? For det første, fordi man i forbindelse med Lou Reeds karriere nok har hørt om både Warhol og Bowie, men det var Delmore Schwartz, og hvad han bragte med sig, der et eller andet sted gennemsyrer alt, hvad Lou Reed sidenhen foretog sig såvel menneskeligt som kunstnerisk. For det andet fordi denne biografi er fyldt til randen med den slags krydsreferencer.
»Delmore Schwartz var det ulykkeligste menneske, jeg nogensinde havde mødt, og samtidig også det mest begavede ... indtil jeg mødte Andy Warhol,« som Lou Reed citeres for i et interview med Bruce Pollock fra 1973.
Sådan drives historien frem om en af de mest markante skikkelser på kunst- og musikscenen i nyere tid. Og du kan ganske enkelt ikke undgå at lade dig rive med, for Mick Wall er ikke blot en fantastisk fortæller, der skriver fremragende og gribende, han er også megafan – ikke blot af musikken, men af hele Lou Reeds projekt.
Som han skriver i bogens indledning: »For mit eget vedkommende var der aldrig nogen tvivl om, hvem Lou Reed var, eller hvad det var, han havde gang i med sin musik, ikke engang da jeg i 1973 var 14 år gammel og ikke var begyndt at barbere mig endnu, og da slet ikke på benene.«
Og når man så efterfølgende læser, hvordan han gennem livet har måttet forklare Lou Reed for folk og ikke mindst forsvare Reeds i manges øjne mindre heldige øjeblikke, som »The Blue Mask« og »Metal Machine Music«, for slet ikke at tale om Metallica-samarbejdet på »Lulu«, ja, så er det lige før man overvejer et genlyt af sidstnævnte misfoster, som Mick Wall ser som »et af århundredets store, oversete mesterværker i rockmusikken.«
Indsigtsfuld forfatter
Man kunne anfægtes til at tro, at dette ville ende i en fuldstændig ukritisk tilbedelse, men sådan er det ikke. Det er nærmere en ekspert og kenders indsigtsfulde forklaring på, hvorfor Lou Reed er så enestående, trods det, at han »gennem hele sin levetid blev fuldstændig misforstået, usselt behandlet og i stupid grad undervurderet«, som der står skrevet.
Og sådan var det jo. Sjældent er en musiker blevet skældt så meget ud for at ødelægge sig selv og sin karriere som Lou Reed. Eksemplerne er utallige, og de bliver alle behandlet i bogen. Man kan vælge at se dem som tragiske, geniale eller sågar komiske, men uvedkommende bliver de aldrig.
Blot for at tage et eksempel: I 80erne henvendte en af den tids mest nyskabende reklamefolk, Jim Riswold, sig til Lou Reed. Han ville have Reed, der på det tidspunkt havde et generalieblad med et årelangt stofmisbrug og et giftermål med en transvestit, med i en reklame for Honda-scootere.
Alene det var et underligt match – ikke mindst i betragtning af, at Reed var motorcykelmand og kørte rundt på en monsterkværn af en Kawasaki, der fik en scooter til at ligne en trehjulet cykel. For mange andre kunstnere ville sådan en reklame betyde et gevaldigt hak i imagelakken, men som i så meget andet var Reed ligeglad.
Således kan man i dag på YouTube se "The Godfather of Punk" tage solbrillerne af, mens han overskrævs på en lille, rød scooter proklamerer: »Hey, man behøver ikke nøjes med at gå«, mens »Walk On The Wild Side« kører som lydkulisse i baggrunden. Corny og kikset? Bestemt, men ikke unaturligt for Lou Reed i 80erne.
God oversættelse
Da Lou Reed pludselig døde 27. oktober sidste år, gik Mick Wall straks i gang med at skrive denne bog, som udkom på engelsk lige før jul. Meget hurtigt må man sige, men hvor det som regel ikke fører noget godt med sig, er tempoet i denne biografi et enormt plus.
Man mærker det sproglige liv og forfatterens determinerede tilgang til fortællingen, og så skader det i øvrigt ikke, at en anden Lou Reed-kender, Jakob Levinsen, har stået for den danske speedoversættelse. Flydende, enkelt og uden alt for mange forstyrrende mellemregninger. En rockbiografi helt i Lou Reeds ånd, for som han selv har sagt det: »Hvis det har mere end tre akkorder, er det jazz«.
Det er denne bog ikke – den er ren rock’n’roll.
Forfatter: Mick Wall.
Titel: »Lou Reed. 1942-2013«
Dansk oversættelse: Jakob Levinsen
Sider: 243 sider. Pris: 269 kr.
Forlag: Forlaget Klim.
