En familie rives i stykker

David Vanns »Jord« handler om destruktive kræfter. Og om new age-filosofi som virkelighedsflugt. Brutal og uforsonlig. Og eminent god.

Det seneste par år er vi blevet beriget med et par af den amerikanske forfatter David Vanns bøger i dansk oversættelse. I 2011 fik vi »Caribou Island«, om et ægtepars »return to nature«-projekt i Alaskas ødemark, og i 2012 den et par år ældre »Fortællinger om et selvmord«, om en far-søn-tur i samme ærinde. Begge bøger tematiserer anstrengte og selvdestruktive familierelationer og gør op med enhver romantisk forestilling om en symbiotisk menneske-naturforbindelse.

Nu har Gyldendal også givet os Vanns 2012-roman »Jord« (på amerikansk, »Dirt«) i Claus Bechs sikre og lydefri oversættelse. Temaerne er sådan set de samme som tidligere – ødelæggende og ødelagte familierelationer og et hyperkritisk blik på tankesæt, der tror, at naturen vil mennesket noget godt. Men denne gang ikke udspillet i rammen af Alaskas storslåede vildnis.

Vi befinder os i stedet i Californien, på en gammel valnøddegård. Her bor 22-årige Galen alene med sin mor. De besøger jævnligt mormoren på det plejehjem, hvor Galens mor har fået hende anbragt, og de får besøg af morens søster Helen og dennes 17-årige datter, Jennifer.

Andre personer optræder ikke direkte i romanen, hvis handling strækker sig over nogle dage, men i baggrunden rumsterer Galens afdøde morfar, som bankede både mormoren og Helen sønder og sammen ved enhver given lejlighed.

Galens mor gik fri af mishandlingen, hun var morfarens favorit, og hun har fuld råderet over ejendommen og formuen, som hun nøjsomt ser til ikke bliver brugt – heller ikke på College-uddannelser til Galen og Jennifer. Helen er på sin side opslugt af krigerisk had til både sin søster, Galen og mormoren, som for hende er de direkte årsager til, at hendes eget liv er mislykkedes.

Brutalitetens kammerspil

I midten af dette morads står Galen – et både intelligent, uselvstændigt og forkælet stort barn med spiseforstyrrelser og borderlineradfærd, hvis intense interesse for forskellige new age-versioner af gammel visdom lader ham tro, at han er en profet, der står i en særlig relation til naturen og altets kosmiske sammenhæng.

Han går gerne nøgen rundt, ruller sig i jorden og lader sig forbrænde af solen, og han forsøger sågar på et tidspunkt at gå på vandet. Men han begærer også den seksuelt erfarne og dominerende Jennifer, hvis forførelse af Galen er deciderede overgreb. Da Galens mor tager de to unge i seksualakten, reagerer hun med trusler om politianmeldelse og fængsel, og det kommer til et brutalt opgør mellem mor og søn.

Og lige netop ordet »brutal« er nok det, der bedst beskriver dette intense og hypervoldelige kammerspil, hvor had og frustrationer konstant slår ud i emotionelle, verbale og fysiske overgreb. Moderbæstet - Galens mor - forsøger at fastholde en overflade af normalitet, men uden held.

Denne falske harmoni er nemlig det største overgreb af dem alle, og Helens had og Galens new age-vanvid prikker konsekvent huller i glansbilledet. Sidstnævnte (Galens vanvid) fremstår mere og mere som virkelighedsflugt, både fra den vold, der har martret familierelationerne i årevis, og fra den vold, han selv skubbes ud i efter moderens trusler.

»Jord« er en bog, der griber læseren om hjertet, klemmer til og river det med sig gennem læsningen. Det er et smerteligt greb, ja, nøgternt, nær det kyniske, hvad angår afklædningen af enhver forestilling om gode relationer og harmoni. Vann sætter klart nok sine temaer på spidsen, men det er jo også der, de fremstår klarest og skarpest. Især når de fortælles med en styrke som her.