En familie kommer ud af balance

Der er psykologisk indsigt og vigtige problemstillinger i »Sommerfugleeffekten«.

Små hændelser, personlige beslutninger eller mangel på samme kan få kraftige konsekvenser – og ikke blot for én selv og ens nærmeste. Det er en sådan form for dominoeffekt, der tegner sig i den svenske forfatter Karin Alvtegens roman »Sommerfugleeffekten«, hvor manglende kommunikation, fortrængning og undladelsessynder viser sig at undergrave både den personlige og den familiemæssige balance på det nære plan. Og i ét tilfælde have fatale følger for flere personer. Nemlig da en bil kører ind i et Intercity-tog, og flere mennesker omkommer. Også bilens fører.

Hvor langt tilbage skal man søge tragediens begyndelsesøjeblik? Og hvor begyndte det at gå skævt for romanens tre centrale personer? »Sommerfugleeffekten« ser i fugleperspektiv på deres liv med blik for deres skrøbelighed og mere eller mindre udviklede evne til at manøvrere i tilværelsen. Hvor begynder den nedadgående spiral for arkitekten Andreas? Er det, da han bliver angst for at miste livet? Eller er det dybest set hans ambition og selvovervurdering, der trækker ham væk fra det væsentlige i livet? Han indser selv sit latterlige ønske om at fremstå betydningsfuld, eller som han udtrykker det: »Min store betydning var indbildning«.

En perlerække af små dødsøjeblikke

Lysten til at imponere kan være en form for flugt fra erkendelsen af egen middelmådighed, sådan som det også er tilfældet for advokaten Viktoria. Hun går i terapi for at overvinde sin præstationsangst, men måske handler det mere om, at hun ikke ønsker at vise, hvem hun inderst inde er. Karakteristisk leder hun efter fejl hos kærester, så hun har en grund til at afslutte forholdet og for at slippe for at afsløre egne fejl, og hun undgår kontakt til forældrene indtil det punkt, hvor hun indser, at det er ved at være for sent at finde sammen med moren, Bodil, som er ramt af en uhelbredelig sygdom. Hvor langt tilbage rækker problemet? Hvis Bodil, som nu har forladt sin mand, har været opofrende og eftergivende i sit ægteskab, hvad er så baggrunden for denne selvudslettende adfærd?

I »Sommerfugleeffekten« understreges det, at »det, et menneske gør, godt eller ondt, forplanter sig i det uendelige«. Et andet sted hedder det: »Måske er det centrale i livet netop disse forandringer. En perlerække af små dødsøjeblikke«. Der er på én gang psykologisk indsigt og usandsynlige spring i udviklingen hos de enkelte personer i »Sommerfugleeffekten«. Den tager vigtige problemstillinger om konsekvenserne af vores handlinger og ikke mindst vores evne til at kommunikere op, men den er for bevidst konstrueret, konturerne trukket for kraftigt op. Alvtegen kunne med fordel have bygget historien op med mere nænsom hånd.

Titel: Sommerfugleeffekten. Forfatter. Karin Alvtegen. Oversat af Vibeke Eskesen. Sider: 276. Pris: 300 kr. Forlag: Tiderne Skifter.