En faders selvmord

For de efterladte til en selvmorder vil smerten og vreden ikke lægge sig. Den amerikanske forfatter David Vann fik brutal, hjerteskærende og diamantklar litteratur ud af sit fadertab.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De læsere, der sidste år faldt for David Vanns mesterlige roman »Caribou Island«, om et parforholds langsomme og nådesløse forvitring i Alaskas vildmark, kan godt komme op af sofaen og ned til boghandleren igen. Gyldendal og oversætter Kristian Bang Foss har nemlig nu givet os Vanns debutudgivelse, »Fortælling om et selvmord«, som udkom i USA i 2008.

Selvmordet, som er centrum for bogens seks sammenvævede fortællinger, er tandlægen Jims, og synsvinklen, de fortælles fra, er primært Roys, Jims søn.

Vann har ikke lagt skjul på, at han trak på sit privatliv, da han skrev bogen: Efter et par skilsmisser, flere mislykkede forretningsprojekter, årelang depression og knækket maskulinitet, begik hans egen far selvmord i Alaska, da David var 13 år.

Fortællingerne har i den henseende en meget klar selvterapeutisk undertone, som et forsøg på at forstå og bearbejde, men uden at den overdøver de mere almene, litterære kvaliteter. Og disse er, bør det straks tilføjes, af højeste karat. Vanns slægtskab med forfattere som Ernest Hemingway og Cormac McCarthy er åbenlys. Både i hans fremragende skildringer af den på én gang indbydende og menneskefjendske natur, og i hans sammenflettede fremstilling af menneskelige favntag med denne naturs kræfter og maskulin deroute.

Samlingens kronjuvel er den 200 sider lange »Sukkwan Island«. Jim har fået den idé, at han og Roy skal opholde sig i ødemarken et år på bedste nybyggerstil og afsondret fra kontakt med omverdenen. Den slags er dødsensfarligt, hvis ikke man ved, hvordan man fisker, jager, bygger forrådskammer og så videre - men den del af projektet har Jim et rimeligt greb om.

Hvad han derimod ikke har kontrol med er sine lange grådanfald, når natten sænker sig, og sin evindelige selvmedlidenhed. Roy bliver gidsel i denne situation. Han har på ingen måde lyst til at blive i vildmarken med sin utilregnelige far, men frygter samtidig, at det vil resultere i selvmord, hvis han lader ham alene tilbage.

Opholdet, samt Jims voksende ustabilitet og den tiltagende afstand mellem far og søn, skildres i fortællingens første del i et prunkløst og alligevel gribende sprog fra Roys side. Men så tager historien en uventet og alligevel helt forudsigelig drejning. Den skal ikke afsløres her, blot skal det nævnes, at det dyk ned i sorgens og desperationens bundløse sø, Vann derefter tager os med på, går dybere end det meste andet, denne læser har været nede i. Det er ikke nogen behagelig tur, meget langt fra, men alligevel en af dem, man ikke vil være foruden.

»Sukkwan Island« kunne måske have stået for sig selv, som en lille roman. Men det er essentielt for samspillet mellem fortællingerne, at de, selv om de handler om de samme personer og begivenheder, ikke blot er brikker i et nydeligt samlet puslespil. Selvmord lader sig ikke bare sådan forstå. Men Vann gør et både prisværdigt og læsværdigt forsøg.