En duft af pøbel

De to historikere Poul Henningsen og Ulrik Langen har fundet nøglen til en ny historiefortælling. I deres formidable bog om 1700-tallets København har de givet byen højlydt mæle og en uhørt stank af levet liv.

Tiggere opsøger velhavende medborgere i 1700-tallets København. Herskabstjeneren giver ved døren, hunden holder de fattige stangen, mens herren forskrækket ser til fra vinduet. Kobberstik af Daniel Chodowiecki. Fold sammen
Læs mere

I Adresseavisen - byens mest læste på det tidspunkt - meddeltes det på forsiden i 1789, at hundedagene begynder den 29. juni og varer til slutningen af august måned. Det betød, at løsgående københavnske hunde i denne periode måtte affinde sig med at blive slået fordærvet af køllesvingende rakkere, hvor de kom over dem. Baggrunden var dyster nok, fordi kræet bar smitte med hundegalskab rundt i storbyen med de 90.000 beboere, men også fordi en hændelse året før trak lange spor i Politirapporten: Rakkeren Lorentz Hoffmeyer havde for øjnene af den fornemme ejer banket den portugisiske gesandt Dom Alexander de Sousa Holsteins racehund fordærvet i Vimmelskaftet!

Den historie og adskillige andre får vi fortalt i det revolutionerende værk om københavnerliv i 1700-tallet. Men ingen af historierne fortælles som anekdoter. Har de kant, har de også en klar pointe og et perspektiv. Og så er byen befolket med personer, som vi lærer at kende, og en dramatisk handling, der giver byen liv. For løse hunde har det som byens løsgængere og andre æreløse folk i en pryglekultur, hvor alle banker løs på hinanden, og hvor de nederste i hierarkiet naturligvis får de fleste tæsk. Blev sidste halvdel af det 18. århundrede kendt som den danske hovedstads florissante periode, hvor de hjemmehørende handelsskibe bragte enorme rigdomme fra Asien og polstrede Københavns bedre borgerskab så rigeligt, så var afstanden mellem den ekstreme rigdom og den yderste fattigdom påfaldende.

Suværent overblik

Og den indelukkede, gamle fæstningsby formelig stank af fattigdom og uhumskheder. I bogens indledende kapitel gøres malende rede for den manglende renovation med skarn og ådsler i gaderne, det rådne vand i voldgrave og kanaler udenfor og de beklumrede få kvadratmeter til disposition for familielivet indenfor. Bogen er befolket af tiggere, ransmænd, ågerkarle, falskspillere, rakkere, ludere og plattenslagere - en pøbel, der skildres snart som en social klasse, snart som en latent og faretruende folkestemning.

København er i 1700-tallet en multikulturel by, hvor det vrimler med udlændinge. Magtens sprog er tysk, salonsproget er fransk og de færreste taler et ordentligt dansk. De mange sociale grupper er underlagt hver deres jurisdiktion, og spændingen mellem politimyndighed, Magistraten, hæren og hoffet giver anledning til idelige konflikter.

Hele dette store stof om Københavns historie er fremlagt med suverænt overblik over detaljerne og findes veldokumenteret i kildematerialet. Men det er kittet sammen i én stor fortælling, en nærværende dokumentaristisk handling og et stemningsskabende miljø gestaltet og genskabt i en litterær sprogdragt, der klæder stoffet. Og så snubler de to forfattere ikke over letkøbte - ellers oplagte - sammenligninger med nutiden. En bedrift, der kan fejre historiefagets genkomst som en fortællende videnskab. Det er ikke gjort bedre siden Palle Lauring og Erik Kjersgaard.