Forleden stormede det, så vi blev slået ud af kurs på fortovene, tagstenene faldt af husene og vandet steg. Det var en tv-transmitteret begivenhed, en undtagelsestilstand, i en virkelighed, hvor naturen sjældent er andet end en fjern kulisse.
Sådan var det ikke for 100 år siden og slet ikke i Island, hvor menneskene i det forrevne landskab var i regnens, sneens og stormenes vold. Livet på naturens nåde skildres også i lavalandets righoldige litteratur, hvor overnaturligheder også har det med at digte med i vindens hylen og stenenes skygger.
På den måde er Jón Kalman Stefánssons »Menneskets hjerte« typisk islandsk og ikke mindst hans romantrilogi, som åbnede i 2010 med »Himmerige og helvede«, året efter blev fulgt op af »Englenes sorg« og nu afsluttes med »Menneskets hjerte«. Og lad det være sagt med det samme: Det er en forunderlig og på én gang ramsaltet og poetisk verden, der træder frem af Stefánssons prosa, hvor naturen, kærligheden og litteraturen er blandt de mest markante temaer.
Men det er at foregribe begivenhederne. Så først et rids af hovedhistorien om Drengen – andet hedder han ikke – der i første roman vandrer ud til fiskerhytterne for at komme med ud på havet. Hans ven Bardur har hovedet fuldt af John Miltons store digtværk, »Paradise Lost«, og glemmer derfor sin skindanorak derhjemme. Det viser sig fatalt. Bardur dør af kulde.
Tre uger senere, i den anden roman, bliver den sorgfulde dreng endnu engang udsat for naturens voldsomhed, da en snestorm opløser alt omkring ham. Han går og går og tror til sidst, at han skal dø i en snedrive. Den viser sig dog at være en hvid, varm dyne i en seng. Siden, i trilogiens tredje del, flytter drengen ind hos den egenrådige Geirtrud, som kan se, at han er noget særligt. Han har ikke kun sans for håndens arbejde, men også for åndens og ikke mindst litteraturen. Den er – som historien om vennen og Milton demonstrerede – lige så farlig som naturen og kan ødelægge mennesker. Men ord kan også indgyde håb, løfte liv og skabe fantastiske verdener. Det sidste viser Stefánssons trilogi med al tydelighed,.
Vel er trilogien skrevet i dette årtusinde. Men dens sprog og greb er på mange måder en hommage til de islandske fortælletraditioner. Stefánsson lader eksempelvis de døde have en egen stemme, være et fortællekor, som taler i lange kursiverede afsnit. »Døden er hverken lys eller mørke, den er bare alt andet end liv«, fortæller de som det første i »Menneskets hjerte«, der slægter islandsk litteraturs gigant, Halldór Laxness, på med sine stærke kvindeskikkelser.
Men bøgernes brug af patos minder mest om færøske William Heinesen og skabes oftest i metaforerne. Man kan mene, at den flittige brug af metaforik er en del af hyldesten til tabte tiders litteratur og en reaktion mod moderne litteraturs ofte konkrete, asketiske stil. Men lige meget hvad, så er Stefánssons metaforer indimellem brillante. Som når drengen mener, at de bogstaver, han grifler ned, »er grimme og sjuskede som gamle høns«.
Og nok er det fundamentalt spændende at følge drengens homeriske odysse i den islandske natur, men trilogien skal i høj grad læses for sit sprog, der er lige så stærkt i sin beskrivelse af en kop tordenkaffe som af himmelhvælvet. Det er velgørende umoderne, indimellem sublimt, og Jón Kalman Stefánsson er måske mest af alt en digter, der skriver romaner. Og dermed helt sin egen.
Hvem: Jón Kalman Stefánsson Hvad: Menneskets hjerte Oversat af: Kim Lembek Sider: 391 Pris: 300 kr. Forlag: Batzer & Co.
