At finde sin egen tone. Det er afgørende i ethvert forfatterskab. Og Erlend Loe fandt den tidligt, ja, allerede i debutromanen, »Kvinden flytter ind«, fra 1993, og har siden raffineret sine særlige enkle, kortfattede og såvel vemodige som diskret humoristiske fortællinger om livet i Velfærdsnorge.
På den måde er »Status« typisk Loe. Den er dog også et par toner mørkere end forgængerne med historien om en aldrende digter, der engang var betydningsfuld. »Der var dem, der mente, at Nina Faber burde have fået Nordisk Råds Litteraturpris tilbage i 1970’erne«, lyder bogens første linje, og allerede her anes konturerne af et stort, skrammet ego. Nina fik aldrig prisen, og har siden – i takt med, at digtene er blevet dårligere, og de litterære strømninger nogle andre – gradvist mistet sin position i det litterære miljø.
Et specifikt problem for Nina er anmelderne. »Flere toneangivende kritikere, både dem hun havde været i seng med, og dem hun ikke havde, var døde og blevet erstattet af yngre hoveder, der uden undtagelse skuede fremad, og som det ikke var så ligetil at komme i seng med.«
Den nye hårdhed får Nina også at mærke, da hun udsender comeback-digtsamlingen »Bosporus«. Den bliver slagtet, så blodet sprøjter, af alle anmelderne, som hun også – på forlagets marketingafdelings foranledning – har lagt sig ud med inden bogens udgivelse.
Ninas drøm falder til jorden. Inden udgivelsen ønsker hun »at rejse sig igen, hun ønsker at betale sine regninger til tiden, og inderst inde ønsker hun også at stråle.« I stedet bliver Nina trukket gennem sølet, men hvor de fleste forfattere i al stilhed ville lide sig gennem en sådan vanskæbne, vender hun vreden udad og opsøger – blandt andre pinagtigheder – en ung, mandlig anmelder, som har været særligt perfid. I hans hjem finder absurde, tragikomiske og hårrejsende optrin sted, som ikke skal røbes her. Ikke andet, end at Nina ender med at sætte sig overskrævs på ham og »lirke sig på plads«.
Situationen er bogens centrale billede på den incestuøse, evigt problematiske relation mellem forfatter og anmelder. Ikke bare i de situationer, hvor de indleder forhold og danner venskaber. Men også fordi de indgår i et gensidigt afhængighedsforhold, men grundlæggende er ulige: Hvis kritikeren vil, kan han eller hun ødelægge forfatterens liv og selvforståelse med en hurtig brander eller en opsigtsvækkende hård dom. Glemt af de fleste efter et par dage, men et evigt åbent sår i forfatteren.
Alvoren i den omstændighed forholder Loe sig loyalt til. Og emnet er faktisk ikke så internt som det lyder. At få revet sine drømme og sit selvbillede ned af et andet menneske, er vel noget, enhver kender eller frygter. Men for forfattere er det en fare ved hver eneste udgivelse. At blive ødelagt, at blive sablet ned. Det bløde, nervespændte kunstværk og kritikerens skarpe pen, »disse to legemer, det ene hårdt, det andet blødt«, som der står et sted i »Status«, der har en dag solstadsk afklarethed over sin fortællestil, som stilfærdigt forenes med lavmælt humor. Som når Nina sætter sojamælk frem til havens pindsvin. Fordi Jussi, det hedder pindsvinet, er laktoseintolerant.
En detalje, som skaber den stille latter, Loe er en mester i. Men trods de morsomme detaljer er det grundlæggende en alvorsfuld bog om den specifikke relation mellem forfatter og kritiker, og – i et større perspektiv – om de håb og drømme, som har det med at lide overlast i mødet med virkeligheden. Med andre mennesker.
Forfatter: Erlend Loe Titel: »Status«. Oversat af: Susanne Vebel. Sider: 144 Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal
