Selv de største forfattere har glæde af et godt netværk. Vel er der enere, ensomme ulve, der klarer sig på egen hånd, men kaster man et blik ud over litteraturhistorien, ja, så er de fleste forfatteres navne tæt forbundet med andres.
Én forklaring er naturligvis, at mennesker altid søger ligesindede eller lidelsesfæller. En anden, at sådan kan den ene hjælpe den anden frem. Tag bare Djuna Barnes, der i 1936 fik »Nattens skove« udgivet på det velestimerede forlag Faber & Faber med hjælp fra selveste T.S. Eliot. Han skrev også forord til romanen, der kredsede om homoseksualitet - et tabuiseret emne på den tid - og var en såkaldt roman á clef, altså en fortælling om Djuna Barnes’ eget liv under en tynd fernis af fiktion.
Romanen blev siden hen en kultklassiker og er det stadig i kraft af sit distinkte sprog, som Eliot i forordet skrev var så godt, »that only sensibilities trained on poetry can wholly appreciate it.« Altså at kun trænede poesilæsere fuldt ud kan sætte pris på det.
Sandt er det i det hele taget, at Djuna Barnes ikke er for alle. Det fremgår også af de to fortællinger, det danske forlag Virkelig nu udgiver som en del af deres på én gang fortrinlige og dybt sympatiske Bestiarium-serie. I år har de udgivet et udpluk af Edith Södergrans breve, en selvbiografisk fortælling af Virginia Woolf, tekster af Robert Walser og andre fund i en uhyre smuk indbinding, der både spejler udgivelsernes skønhed og eksklusivitet.
Mærkbar logik
Amerikanske Djuna Barnes hører bestemt til i det fine selskab med sine to såvel krystalklare som sælsomme fortællinger. I »Indian Summer« trækkes hele handlingen op i den første, ret forrygende linje: »I en alder af treoghalvtreds var Madame Boliver ung igen.«
Men ikke nok med, at hun tilsyneladende er blevet yngre; hun går også fra at have haft et trist udseende til det modsatte. Nu er hun smuk, mens hun tidligere, som det hedder med et af de mange brillante billeder, så sådan ud: »Det stramt tilbagestrøgne hår udsatte hendes ansigtstræk for den absolutte og utiltalende nøgenhed som visse rene værelser udsættes for, når tunge og melankolske gardiner trækkes fra.«
Med hendes opblomstring, hendes indian summer, følger et nyt liv, hvor også kærligheden, som hun ellers havde opgivet og følt sig uværdig til, bliver hende til del. Det hele får dog en ende, hvis pludselighed Djuna Barnes illustrerer ved at lade sætningen »Og en skønne dag døde hun så« lande som en bombe midt i lykken.
»Indian Summer« er en fortælling, der lig F. Scott Fitzgeralds 1922-novelle »Benjamin Buttons forunderlige liv« lader et menneskeliv gå baglæns, selv om det er på en mindre tydelig, mere sælsom facon. Og netop sælsomheden går igen i udgivelsens anden fortælling, »Det fuldkomne mord«, der handler om en professor i dialektforskning.
»Omgivelsernes påvirkning af tungen havde været hans livsværk«, som det lyder i den fænomenale, meget morsomme åbning, hvorefter professoren møder en irrationel, stærkt fascinerende kvinde. Måske er hun et rent fantasifoster i professorens indre, der på en eller anden måde udgør det optimale forskningsobjekt, men forsvinder fra ham i byens vrimmel.
Begge fortællinger har en dragende kvalitet og er nok underlige, men besidder ikke desto mindre en egen indre logik. Hvordan dén logik ser ud, sådan helt præcist, er svært eller måske ligefrem umuligt at forklare. Men den er der. Det kan mærkes af enhver læser. Måske stærkest af dem, Eliot kaldte trænede poesilæsere.
Titel: Det fuldkomne mord. Forfatter: Djuna Barnes. Oversætter: Karsten Sand Iversen. Sider: 30 sider. Pris: 90. Forlag: Virkelig.
