En beundringsbog

Fødselsdagsbog: Læberne sproges. Hokus Pokus F. P. Jac. Til F. P. Jacs 50 års-dag har Lars Bukdahl skrevet en »fanrobust og forfatterskabslysten« hyldest til magien i digterens usædvanlige værk.

»Læberne sproges« er Lars Bukdahls Hokus Pokus-fødselsdagsbog om F. P. Jac og hans forfatterskab. F. P. Jac er ikke tryllekunstner, han er magiker, og magi kan ikke forklares, men den kan godt beskrives, siger Bukdahl i en lille indledende begejstringstale, som helt i både Bukdahls og Jacs ånd ikke er et forord, men et »Ordfór«. Så er stil og ambitionsniveau afstukket i det som også - stadigvæk i »Ordfór« og med et lån af digterens egne ord - karakteriseres som et stykke »fanrobust, forfatterskabslystent beundrings-arbejde«.

Beundringen er den drivende, stimulerende og forpligtende kraft i de ni kapitler som Lars Bukdahl lægger på fødselarens gavebord. Metode og myte beskrives, forfatterskabet gennemgås med stor generøsitet titel for titel fra debuten »Spontane kalender-blade« i 1976 frem til 2005-bogen »En skimten fra udestuen«, og fænomenet »jacisme« udlægges efter alle kunstens og Bukdahls regler. Jacismen er »en prægnant jacsk formuleret del - et linjepar, en linje, en linjedel eller det der er mindre, en neologisme f. eks. - af en tekst af F. P. Jac«. Det er med andre ord selve essensen af digterens særsprog det gælder.

»Jacistisk Ordbog«
Et særligt kup i bogen er netop en »Jacistisk Ordbog« som giver et utraditionelt og overbevisende koncentrat af originaliteten og den nuancerede rigdom i forfatterskabet med sine 70 siders mønstring af alle de nye ord og sammensætninger, som F. P. Jac igennem årene har bidraget med til udvidelse af det danske sprog. Den alfabetisk ordnede udflugt igennem Jacs univers rækker fra Abnormtisser til Åtilstedeværelse og har en række særlige nedslagszoner og vækstområder som for eksempel omkring kombinationerne med ordene »morgen«, »sommer«og »sol«. Mere end 60 sol-jacismer optræder i ordbogen med »solforskønnet«, »solsortekæresteri« og »solvågnen« som nogle af de typiske nyskabelser.

Numse-Kaj
Den »Jacistiske Ordbog« er et af Lars Bukdahls øjenåbnende greb i »Læberne sproges«, og i det hele taget er de skiftende indfaldsvinkler en del af monografiens strategi. Analyser, polemik, historieskrivning og interview veksler. Mest spændende er bogen, hvor Bukdahl går direkte til forfatterskabet og for eksempel kaster sig ud i de grundige digtlæsninger, mens et kapitel om kritikkens modtagelse af Jac nok især henvender sig til de mest bogførings-ivrige litterater. Ligesom det kan være svært at dele Bukdahls betagelse af Numse Kaj-figuren i kapitlet »Numse-jeg. Epik og dramatik«.

Evnen og viljen til absolut uforbeholden begejstring er både Lars Bukdahls store force og svaghed, de lunkne nuanceringer er ikke hans stil, og derfor er det også logisk, at et kapitel har fået overskriften »Kanonen Jac«. Uden rysten på hånden og skælven i tonen kan Lars Bukdahl kalde F. P. Jac »den bedste og den største«. Han er totalt original, han taler skønt og sandt. Hokus Pokus.

F. P. Jac har fået sin fødselsdagsbog og til lykke med den. Som jacist og jactuar toner Lars Bukdahl ren beundring. Heldigvis er glæden til at dele det meste af vejen.