En autonoms bekendelser: Venstreekstremist forklædt som idealist

Søren Lerche var autonom voldsforbryder og kriminel. Nu har han skrevet sin selvbiografi i samarbejde med journalist Ulrik Dahlin. Lerche fortryder meget, men erkender ikke, at han ikke var væsensforskellig fra de nazister, som han tæskede.

Søren Lerche kom ind i det venstreekstremistiske miljø, da de gamle BZere var gået på pension.

Han blev i 1990erne en del af det autonome miljø på Nørrebro, der blandt andet holdt til i Ungdomshuset. Han gik ind i Antifascistisk Aktion og var med til grove overfald på nazister, slagsmål med politiet og omfattende hærværk.

an ville finansiere aktiviteterne med penge fra kriminalitet. Politiet fik omsider fat i ham, da han solgte hash via De Brune Bude, og i 2004 fik han en fængselsstraf.

I fængselstiden tog han en uddannelse, og da han kom ud var vejen selvfølgelig åben for en karriere, ganske ligesom medlemmer af Blekingegadebanden fik gode jobs efter fængselsstraffen.

Han fik hurtigt arbejde på højskoler, og andre jobtilbud stod snart parat. Han kørte kurser om radikalisering af unge, hvor han samarbejdede med sociale myndigheder og politiet uden at fortælle om sin fortid.

Det har han så gjort nu i bogen »Autonom Pusher Mentor«, som han har skrevet i samarbejde med journalist ved dagbladet Information og tidligere maoist Ulrik Dahlin.

Bogen forsøger at fremstille Søren Lerche som den angrende venstreekstremist, der nu er kommet på bedre tanker. Vi får serveret en rå beskrivelse af den vold, som han udøvede mod anderledestænkende, og af den revolutionære tankeverden, som han bevægede sig i og som på intet punkt adskiller sig fra Rote Armee Fraktion, Blekingegadebanden eller andre yderliggående organisationers.

Kan man stole på beskrivelsen? Næppe. I sin indledning skriver Søren Lerche selv, at han af sikkerhedshensyn har valgt ikke at fortælle visse historier. Læseren må spørge om hvilke? De værste måske? Søren Lerche og Ulrik Dahlin skriver også, at han takker »tidligere medlemmer af det autonome miljø og af det kriminelle miljø for at have læst bogen igennem og givet deres perspektiv på historien.« Vil det så sige, at de også har godkendt manuskriptet? Det sidder man som læser med en mistanke om.

Imidlertid er hovedproblemet, at ganske vist har Søren Lerche gjort sig sine tanker om den vold, han anvendte, og de ofre, som volden gik ud over, men det virker ikke, som om han har tænkt historien ordentligt igennem. Han fastholder, at det venstreekstremistiske miljø var idealistisk: »Min historie er på ingen måde repræsentativ for det venstreradikale miljø, min udvikling var ekstrem. Kun et meget lille mindretal begik kriminalitet for egen vindings skyld, flertallet i de venstreradikale miljøer var drevet af idealisme eller de sociale dimensioner af miljøet, og det var kun nogle af os, der anvendte vold for at opnå politiske mål.«

Den idealistiske illusion

Dette tema anslås flere steder i bogen, og man forstår, at Søren Lerche og hans medforfatter, Ulrik Dahlin, fastholder illusionen om, at den ekstreme venstrefløj repræsenterede en form for idealisme, som den ekstreme højrefløj åbenbart ikke gjorde. Men i bund og grund var der flere ligheder end forskelle mellem den venstrefascisme, som Søren Lerche var aktiv i, og den højrefascisme, som hans modstandere deltog i. Ganske ligesom der var flere ligheder end forskelle mellem nazismen og kommunismen. I øvrigt var Søren Lerches veluddannede forældre kommunister.

Det er et fortegnet billede, at flertallet ikke gik ind for vold eller gerne anvendte den. I de miljøer, som Søren Lerche færdedes i, deltog man gerne i opgør med politiet og smadring af forretningsruder, og langt ind i venstrefløjen har der ofte været en forståelse for den slags vold mod »systemet«.

Mens Søren Lerches gamle venner har læst manuskriptet, optræder der ingen ofre som vidner. De er ikke inviteret indenfor, og en enlig nazist, som Lerche omtaler, optræder som en stakkel og ikke idealist.

Man skal altid modtage en angrende synder med kyshånd, men der er ikke pligt til ubetinget syndsforladelse, når man fornemmer, at der fifles med oplysningerne, og at synderen ikke har forstået, at hans egen »idealisme« ikke var anderledes end de nazisters, som han tævede.

Titel: »Autonom Pusher Mentor«.

Forfattere: Ulrik Dahlin og Søren Lerche.

Fakta: 276 sider, 300 kroner.

Forlag: Gyldendal.