Skønlitteratur gør os mere empatiske. Det hører vi ikke sjældent, når talen falder på litteraturens kraft. Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, var f.eks inde på det sidste år: »Litteraturen kan lære os empati; den kan lære os, at min måde at se på verden på ikke er den eneste,« som han udtrykte det i Politiken.
Harold Bloom indkredser noget af det samme, når han taler om læsning som »den mest helbredende form for nydelse«. For selvom læsning er en ensom beskæftigelse, er det ifølge den kendte litteraturkritiker også et værn mod ensomhed, netop fordi det at læse giver os en forståelse af, hvad det vil sige at være menneske: Det kan skabe indlevelse og identifikation.
At det er rigtigt, at det at læse romaner, noveller og digte gør os bedre i stand til at sætte os i andre menneskers sted og aflæse deres signaler, er der ingen grund til at betvivle. Forskning peger da også i den retning.
»Læser man bare 10-15 minutter god skønlitteratur, øges ens evne til at forstå andre menneskers tanker og følelser. Noget som kan gøre os til mere empatiske og bedre fungerende mennesker,« sagde psykolog David Comer Kidd - den ene af de to forskere bag et studie på området - da også i 2013, ifølge Videnskab.dk. Og tidligere studier har vist det samme.
Men skønlitteratur kan andet end det. Er man i tvivl, kan man blot læse norske Henrik Nor-Hansens 75 sider lange »Termin«, som Jeppe Krogsgaard Christensen anmelder på side 16 og giver seks stjerner. Som det fremgår af anmeldelsen, er romanen skrevet i et »diagnosesprog renset for indlevelse og medfølelse, der mere ligner økonomernes end vennernes og familiens.«
Der er med andre ord tale om helt andre kvaliteter end dem, vi ofte fremhæver ved stor litteratur.
Romanen følger den unge Kjetil Tuestad, der bliver udsat for et voldeligt overfald og efterfølgende går i opløsning. Men den gør det ikke på en måde, der bringer os ind i hovedet på ham. Tværtimod skaber sproget konstant afstand til ham og tager forbehold i stedet for at fortælle os, hvordan det er, hvad han i virkeligheden tænker. Tag bare passagen her: »I løbet af efteråret er det muligt, at Kjetil Tuestad skulle have mistet tilliden til sine nærmeste.«
Vi bliver holdt i armslængde, og den unge mand får ikke lov at træde frem for os. På den måde bruger Nor-Hansen sproget som en del af det overgreb, hovedpersonen bliver udsat for. Eller som det hedder i motiveringen til Nordisk Råds Litteraturpris, som romanen for nylig blev indstillet til: »Det geniale med »Termin« er derfor ikke, at den socioøkonomiske udvikling i Stavanger-regionen kobles sammen med forekomsten af vold, men hvordan distancen i selve sproget og fortællingen efterhånden begynder at fremstå som voldens ophav – og endda som selve volden.«
Og dermed bliver vi alligevel klogere af at læse den lille roman. Selvom vi måske ikke bliver mere empatiske. For litteraturen er sin egen og kan ikke indfanges i kategoriske statements. Hvor sympatiske de end er.
