Når udenlandske litterære mesterværker trækker forfatterens tidligere bøger ud på markedet, og de ny- eller genoversættes og udgives i kølvandet på de senere salgssucceser, kan man frygte, at det alene beror på et forlagsstunt og ønsket om øget indtjening. For hvorfor er selvsamme bog eller bøger ikke for længst blevet (gen)udgivet, hvorfor har de samlet glemslens ubarmhjertige støv i årevis, hvorfor vurderes de nu pludselig egnet til (gen)opdagelse?
Tja, for det første er der efterhånden så meget kvælstof i den litterære andedam, at det ind imellem kan dræne bundvandet for ilt og dække overfladen med et usigtbart lag af altædende alger. For det andet er dammen for længst blevet til et hav, vandstanden er steget, verden er blevet mindre, og vi oversvømmes af bølger af bøger fra nær og fjern, langt flere end vi kan nå at surfe hen over på et liv.
Man behøver derfor ikke – i al fald ikke i dette tilfælde – bekymre sig om baggrunden for udgivelsen af den ukendte italienske succesforfatter Elena Ferrantes 25 år gamle debutroman, »Besværende kærlighed«. Den holder hele vejen, og den er som en sjælden bundplante, der nu er reddet af det voksende hul i algedækket og den iltende understrøm, som Ferrantes bestsellerserie om to veninders liv har skabt.
»Besværende kærlighed« er på mange måder et forlæg for Napoli-serien (»Min geniale veninde«, »Historien om et nyt navn«, »Dem der flygter og dem der bliver« og »Det forsvundne barn«) med dens kredsen om kvindelighed og kvindebånd, om moderskab, Napoli og overlevelse i en foranderlig verden. Men den er også besnærende anderledes, mere gådefuld, mere magisk, mytisk og mystisk. Og så er den markant kortere (kun 200 sider mod kvartettens næsten 2000).
Romanen handler om den jeg-fortællende Delia, der dagen før sin fødselsdag midt i maj mister sin mor. Amalia, som moren hedder, har efter sigende druknet sig, hun er fundet kun iklædt en dyr BH ved en strand nord for Napoli, men der er så mange uafklarede detaljer omkring hændelsen, at Delia beslutter sig for at finde ud af, hvad der er gået for sig i dagene op til morens død. Det bliver ikke kun en rejse i Amalias fodspor, men også en rejse tilbage til fortiden og ind i Delia selv. Som barn var hun tæt knyttet til sin mor, hun både forgudede og foragtede hende, og båndene mellem dem har gennem hele livet været knudret sammen i en grad, så Delia hele vejen har forsøgt at frigøre sig fra dem.
»Jeg var så fast besluttet på at blive anderledes end hende, at jeg en for en mistede grundene til at ligne hende,« står der som en bittersød erkendelse af, at hun undervejs tabte sig selv og sit eget kvindelige ophav, knaldede rundt med forskellige mænd og aldrig lod sig involvere. For hver afstand, hun forsøgte at lægge til sin mor, mistede hun lidt af det fokus, hun skulle have haft i sit eget liv.
Hun blev for så vidt hjulpet godt på vej af morens mulige dobbeltspil i forhold til den sygeligt jaloux ægtemand, der tævede hende, så snart han hørte hende le på den forkerte facon eller på anden måde opføre sig indsmigrende over for andre mænd. Det gjorde hun dog ikke, i al fald ikke i farens nærvær, men Delia husker en anden og mere ubunden mor, når han var uden for synsvidde.
Spørgsmålet er så, om minderne er blevet voldført af angsten for farens jalousianfald og overgreb på moren. Spørgsmålet er, om Delia handlede, som hun husker, eller om man overhovedet kan huske det, man mener at huske. Om ens tanker og (selv)opfattelse er ens egne.
Det er for så vidt et grundlæggende tema i »Besværende kærlighed«, og selv om svaret ikke er entydigt, så bliver slutningen, hvor fantasi og virkelighed efterhånden vokser ind i hinanden, en form for en forklaring. I al fald i dette særlige kærlighedsforhold mellem en mor og hendes datter.
Delia gennemlever sin mors sidste dage og markante begivenheder i hendes liv, og hun finder ud af, at Amalia i den senere tid har mødtes med en mand, en ældre velklædt herre. Han viser sig at være identisk med en smart forretningsmand, Caserta, der i sine yngre dage var en slags agent for faren, og som videresolgte dennes middelmådige malerier af eksotiske kvinder, malet med Amalia som oplæg, til turister og deslige. Dengang var Caserta forelsket i Amalia, hvilket faren opdagede, og det kostede både ægteskab, venskab og arbejdsrelation – og en god gang tæv. Kærligheden er nu genopblusset hos den (måske) småsenile ældre mand, og Amalia har aldrig været gladere. Alligevel vælger hun at tage sit liv, og da Delia når ned i lagene på både sig selv og sin mor og vender det beskidte undertøj, finder hun ud af, at hun også er en del af årsagen. Og først da hun, den barnløse og følelsesforskrækkede datter, erkender dette, bliver hun mentalt forenet med sin mor.
»Besværende kærlighed« er både en stærk og smukt skrevet kærlighedsroman om forholdet mellem to kvinder, mor og datter, og en poetisk feministisk udviklingshistorie om at turde stå på skuldrene af sit kvindelige ophav. Den er skrevet for 25 år siden, men stadig lige og måske endnu mere vedkommende i dag, fordi den viser, at en litterær bundplante også kan være køn.
Titel: Besværende kærlighed
Forfatter: Elena Ferrante.
Oversætter: Nina Gross.
Sider: 202.
Pris: 230 kr.
Forlag: C&K Forlag.
