Ekko fra de døde

A. J. Kazinski og Lotte og Søren Hammer er tilbage med velbegavet uhygge, men af svingende kvalitet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kunne godt foranlediges til at mene, at to forfattere må kunne levere en dobbelt så god bog som én. At de ville kunne komplementere hinanden og udfylde de faldgruber, som andre - enlige - forfattere måske lettere fanges i. Og det er nok derfor, at flere og flere indleder et litterært makkerskab, især inden for krimigenren.

Men hvis de to forfattere, der går sammen, ikke får afstemt deres sprog eller har for mange små kæpheste hver især, så lammer det historien i større eller mindre grad - som det desværre er tilfældet med søskendeparret Hammers seneste bind i serien om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen fra Københavns politis drabsafdeling, »Pigen i Satans Mose«.

Der er ellers tale om en på mange måder »god gammeldags« krimi med et velmenende politisk budskab, og historien er da også bedre end de to forrige i serien. Resterne af en ung afrikansk kvinde dukker op i en nordsjællandsk sø, hvilket ingen til at begynde med interesserer sig synderligt for. Men da det lokale politi får brugt et par dumsmarte bemærkninger, der kan tolkes som racistiske, går de nationale medier i selvsving, og så ruller sagen, der viser sig at have forbindelser til trafficking, sorte penge og rå vold. Det hele ender overraskende og meget lidt betryggende, og det er lige før, at slutningen er det bedste ved det hele.

Undervejs er historien meget ujævn, sproget er tungt og gammeldags og ellers svingende i rytme og form, ligesom der mangler noget, der tilnærmelsesvis kunne kaldes en spændingskurve. Men midt i det hele er der fine passager, gode iagttagelser og skæv humor, og det gør, at man ser med lidt mildere øjne på bogen - og ellers ærgrer sig over, at den ikke har været gennem en ekstra gang eller to i den redaktionelle vridemaskine.

Også på den front er der mere styr på sagerne hos »A.J. Kazinski« (pseudonym for makkerparret Anders Rønnov Klarlund og Jacob Weinreich), der i øvrigt debuterede med omtrent lige så meget mediehype som Hammer-parret for et par år siden. Med »Søvnen og Døden«, tages læseren med på en rejse til Den Anden Side, da det viser sig, at en formodet selvmorder mere eller mindre frivilligt har eksperimenteret med død og genoplivelse.

Gidselforhandler Niels Bentson fra Københavns politi bliver involveret i sagen, både fordi han ikke formår at tale kvinden fra selvmord, og fordi hans kæreste, astrofysikeren Hannah Lund, på faretruende vis involveres i sagen.

Det er elegant og uhyggeligt spændende komponeret, oven i købet med indlagt grundkursus i græsk filosofi. Men også i denne krimi er der svingende kvalitet, især i sproget, og historien knækker desværre midt over og hænger med troværdigheden i vandskorpen, da opklaringen af forbrydelsen gøres afhængig af stemmer fra de døde. Afslutningen burde have været mere tvetydig, så alle de dybsindige betragtninger om Sokrates, Thorvaldsens kunst og studier i nærdødsoplevelser kunne stå til troende, og det gode gys holde så meget desto længere.