Ejersbos enestående gravskrift

Afdøde Jakob Ejersbo sætter punktum for et enestående bogværk, der lyder som både Karen Blixen og Michael Strunge.

Afdøde Jakob Ejersbo sætter punktum for et enestående bogværk, der lyder som både Karen Blixen og Michael Strunge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Winther
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Få dig et liv! Er det ikke det, vi siger? Nemmere sagt end gjort. Især hvis man lige er fyldt 15, bor i Moshi, Tanzania, og er barn af hvide forældre, som arbejder i »bistandsindustrien« og efter fyraften drikker, ryger, horer og svindler familien sønder og sammen.

Hvordan skal man dog finde sine egne ben i den moralske svinesti? Når mor boller ved siden af og rejser hjem til Danmark, og far pludselig mistænkes for at have myrdet en kollega fra Sverige, der var gift med en alt for sød kvinde? Og kan man få sig et liv, hvis man bare stuves af vejen på en afrikansk kostskole, hvor eleverne arver de voksnes idioti? Som den ene hårdhudede teenager siger til den anden, mens de begge skjuler deres alt for skrøbelige sind: »Voksne er til at lukke op og skide i!«

Så er det sagt. Og det bliver det mange gange i Jakob Ejersbos monument af en interkontinental Afrika-trilogi, der ikke mindst handler om den besværlige rejse gennem porten ind til voksenlivet.

Et ti år langt nåleøje i menneskets liv, der bestemmer de næste 50, og hvor man som teenager får taget brodden af nogle af de smukke og stærke kræfter, man havde med fra naturens hånd. Så tidligt sætter den ind, degenerationen. Hvad enten man er født i en lejlighed i Aalborg eller på et tæppe for foden af Kilimanjaro, så er sandheden overalt den samme: »Verden bliver aldrig træt af at slå på det lille menneske«.

Ejersbos unikke prosaværk har rejst sig omkring os i løbet af 2009. Det begyndte med romanen »Eksil« i foråret, fortsatte med fortællingerne »Revolution« i begyndelsen af dette efterår og slutter nu med romanen »Liberty«. Hele tre bøger, som Ejersbo og forlægger Johannes Riis kun nåede at arbejde med i et års tid, før Ejersbo døde, kun 40 år gammel.

Alt i alt en 1.300 sider lang skønlitterær rapport fra vor tidsalders Sodoma og Gomorra, nærmere betegnet Tanzania i 1980erne. Et trøstesløst eksempel på, hvordan vestlig, hvid kultur kan køre ikke kun andre kulturer men også sig selv og sine højt besungne humanistiske værdier i sænk, når begæret får frit spil, og scenen er sat med sex, sprut, stoffer og socialisme af den bundkorrupte, afrikanske slags. Så er verdens undergang nær.

Apokalypse nu

Denne sorthvide apokalypse understreges i »Liberty« med Ejersbos konsekvente brug af to fortællere. Et genialt greb, som følges helt til dørs i den 700 sider lange roman og intet sted slingrer det mindste. De to stemmer tilhører afrikanske Marcus og danske Christian. To jævnaldrende drenge, der hver på sin entreprenante måde forsøger at få sig et liv i det tiår, romanen varer, og som møder hinanden, straks efter at Christian er landet i Tanzania i 1980 med far, mor og lillesøster, der endnu tror på lykken.

Vi følger fra 1980 til 90 de to drenges udvikling i skæret af hinandens dramatiske skæbner. Sorte Marcus vil være hvid og drømmer om en enkeltbillet til det forjættende Europa, og hvide Christian vil i takt med kernefamiliens totale opløsning være sort og tale swahili.

Deres seksuelle debut, dansen om rusmidlerne og flirten med andre og langt farligere erfaringer ses fra hver sin kulturelle vinkel og verden, med hvert sit sæt værdier, hvert sit tanke- og billedsprog. Det er hele vejen mesterligt udført af Ejersbo. Hans prosatone, båret af stor mundtlighed og mange replikker, er på én gang hyperenkel og ladet med gestik og betydninger. De konstante spring mellem de to unge mænds vidt forskellige bevidsthedsniveauer gør læseoplevelsen utrolig levende og dynamisk.

Ejersbos intuition og dobbeltforståelse af såvel Afrikas som ungdommens sjæl løfter stedvis fortællingen så højt op i fantasien, at man lettere hallucineret synes at høre både Karen Blixen og Michael Strunge messe i baggrunden. Aristokratisk punk! Er det det, vi skal kalde Ejersbos prosa?

Nordkraft på afrikansk

Midtvejs i »Liberty« begynder en vis monotoni dog at brede sig, gentagelser (ikke mindst fra de forrige bøger) dukker op, og romanen er i fare for at gå i stå. Men pludselig katapulterer fortællingen ind i noget, der ligner en ny »Nordkraft«, bare med afrikansk fortegn. Det sker, da Christian sendes tilbage til Danmark i et sidste desperat forældrehåb om, at han redder resterne af sin uddannelse. Christian vil bare ikke reddes i fucking Aalborg, hvor alting er gråt som asken for enden af de kraftige »spliffs« fra den banghi-plante, han ryger alt for mange af. Snart er han tilbage i sit elskede Afrika for fuld skrue for at score dejlige, anarkistiske Samantha og realisere sine vilde dj-drømme med Marcus på diskotek »Liberty« i Moshi.

Jeg røber næppe for meget ved at sige, at de to venners drømme om at danse sig gennem 80ernes nåleøje udvikler sig til en rasende deroute. Af samme grund åbner romanens anden halvdel sig i et wide screen af filmiske scener, ganske ofte med en erotisk saft og kraft, som gør Jørgen Leths berømte optrin med kokkens datter til et dovent digt på tre linjer. Hos Ejersbo får liderligheden lov til at knitre i lys lue. Præcis som det er, når man er ung.

Sammen med »Eksil« og »Revolution« bliver »Liberty« et både visionært og virtuost værk. En slags mobile, hvis tre dele drejer sig ind og ud af hinanden, kaster opklarende skær mellem de tre bøger, fordi de alle handler om den samme gruppe utilpassede unge fra Moshi og omegn med dobbelt identitet og Christian som den røde tråd, der først i »Liberty« træder i karakter som den, der står forfatteren nærmest.

I »Liberty« bliver det til bevægende gensyn med Samantha fra »Eksil« og med Moses, Rachel, Sofie, Jano m.fl. fra »Revolution«. Sammen med Christian og Marcus danner de et vældigt multikulturelt ungdomskor af stemmer, hvor vi bagest finder Ejersbos egen stemme og det anklagende omkvæd, der rettes mod de voksnes dobbeltmoralske civilisation:

»Skal man være sammen med svin bare for at leve?« Hvilken trefløjet gravskrift over den vestlige kulturs forfald! Forfattet af et menneske, der befandt sig på sin egen private gravs rand, men altså nåede at få lagt sit vitale mammutværk i hænderne på en forlægger, der har fulgt det nænsomt til dørs. Vil det leve videre i dansk litteratur om 10, 20, 50 og 100 år? Jeg tror det. Som talerør for ungdommen til alle tider har især »Liberty« en chance for at blive klassiker og måske endog gå hele vejen, videre op i verdenslitteraturen i vores globaliserede tidsalder. Ærlig talt, hvem skriver lignende bøger ude i verden? Og hvornår har vi sidst set en dansk forfatter træde ind på den store verdens scene og lege så dristigt med kontinenternes kultur? Som Christians afrikanske halvbror kunne have skrevet på Jakobs gravsten: »En lille økse kan også fælde et stort træ«.