Paul Austers nye roman, »Sunset Park«, udspiller sig i og omkring et lille besætterkollektiv i Brooklyn og har den karismatiske Miles Heller, som hovedperson. Miles vender hjem til New York fra Florida, hvor han ernærede sig ved at gøre forladte huse i stand for de banker, der har overtaget dem på grund af det krakkede boligmarked. Han har forelsket sig i den modne men mindreårige Pilar, og frygten for de repressalier, forholdet vil afstedkomme, får ham til at tage imod sin gamle ven Bings tilbud om et værelse i et tomt hus. Men Bing har også en anden dagsorden. Miles vendte sin familie ryggen syv år tidligere på grund af skyldfølelse over stedbroderens død, og Bing har været familiens hemmelige informant de år, Miles har været væk. Nu vil han, at Miles skal forenes med familien.

Fra forfald til det blivende

Romanen er fortalt i tredjeperson med skiftende perspektiv. Vi får således både Miles', Bings, faderens, moderens og de to andre kollektivisters (den skrøbelige kunstner Ellen og den robuste ph.d.-studerende Alice) vinkel på historien. Fælles for alle stemmerne er, at de på forskellig vis elsker Miles - som svigtet forælder, som gammel ven, som forelsket beundrer - og et af hovedtemaerne er netop undersøgelsen af kærlighedens mange facetter, alt sammen udspillet omkring en person, der er overbevist om, at han ikke har fortjent nogen som helst kærlighed, og hvis liv har været på standby i alt for lang tid.

Dermed er den økonomiske recession, som historien udspiller sig i, mere end blot »setting«. Alle er på hver sin måde beskæftiget med aspekter af kollapset - Miles er i Florida optaget af at fotografere forladte ejendele i de huse, han istandsætter. Bing har en forretning kaldet »Hospitalet for ødelagte ting«. Alice skriver afhandling på efterkrigstidens opbrud i kønsroller og familiestrukturer, og parallellen til den nutidige situation ligger lige for. Og kunstneren Ellen gennemgår en forandring både menneskeligt og kunstnerisk. Fra at have koncentreret sig om affolkede bybilleder, vender hun sig mod mennesket og seksualiteten i sin kunst. Hermed illustrerer hun også historiens overordnede proces: Fra forfaldet i det materielle, hen imod en genopdagelse af det blivende: Det mellemmenneskelige, relationen. Kunsten sejrer over kollapset, forsoningen over konflikten, kærligheden over skylden.

»Sunset Park« er en kollektiv roman med både stort K og stort R. Den sætter de store spørgsmål i spil og påpeger, at intet menneske kan klare sig alene. Det specielle, fortællende drive, der er Austers signatur, er også at finde i denne roman, som uden ydre dramatik og pludselige hovsaløsninger, holder læseren fangen fra start til slut. Bør man ikke snart høre Auster nævnt, når der tales om Nobelpriskandidater?