Det blev heller ikke i 2016, at Ngugi wa Thiong’o fik Nobelprisen i litteratur, selv om han i flere år har været nævnt som en af storfavoritterne til prisen. At Det Svenske Akademi i år valgte at »overraske« ved at slå ned på en amerikansk sangskriver fremfor at pege på en afrikansk forfatter med løsrivelsen fra det britiske kolonistyre som et hovedtema, rummer sin egen ironiske og i en vis forstand imperialistiske logik.
Ikke alene lader akademiet kvalitetspilen pege mod den kulturelle verdensmagt på bekostning af et i den almindelige bevidsthed kulturelt marginaliseret kontinent – det vælger også at flytte opmærksomheden fra bogen til en udtryksform, som i langt højere grad har markedskræfternes bevågenhed. Det rokker selvfølgelig ikke ved Bob Dylans meget store kvaliteter. Men det er måske med til at svække Nobelprisens ganske særlige litterære betydning.
En del af den løsrivelseshistorie, som Ngugi wa Thiong’o fortæller i sine erindringer, ligger gemt i forfatternavnet. Da romanen »Weep not, Child« udkom i 1964, som den første engelsksprogede roman skrevet af en østafrikansk forfatter, var det med det mere engelskklingende navn James Ngugi på titelbladet, og sit måske modigste og mest banebrydende skridt tog forfatteren i 1972, da han valgte at udtrykke sig på kikuyu, det bantusprog, som hans mor talte.
Kolonimagtens to ansigter
Men så langt op i tiden er han slet ikke nået i sin erindringstrilogis andet bind, »I fortolkerens hus«, der nu er kommet på dansk i en glimrende oversættelse ved Ellen Boen. Bogen, der har hentet sin titel fra John Bunyans religiøse klassiker »Pilgrimsvandringen«, dækker perioden 1955-59, og mens forfatteren bor og følger undervisningen på Alliance High School, det første gymnasium for sorte i Kenya, lever hans bror, der er aktiv i frihedsbevægelsen Mau Mau, i bjergene og bliver senere fanget og interneret.
Ngugis erindringer skifter mellem billederne af kolonimagtens to ansigter, uddannelsesinstitutionens idealisme med baggrund i missionsvirksomheden og kolonistyrets brutalitet i kampen mod oprørsbevægelsen, og en af de store kvaliteter i »Fortolkerens hus« er nuancerigdommen og varmen i skildringerne af livet på kostskolen, der går hånd i hånd med blotlæggelsen af den imperialistiske synsvinkel i selve undervisningen:
»Endog den afrikanske historie handlede i det store og hele kun om europæernes tilstedeværelse i Afrika. Livingstone, Stanley, Speke og Burton blev fremstillet som nærmest mytologiske skikkelser, der bragte lys til et Sort Kontinent. De var en slags sjælenes handelsrejsende, der krydsede livsfarligt jungleterræn kun iklædt Biblen, mens de udbredte oplysning og fordrev Djævelen.«
Sin skarpeste anti-imperialistiske pen hvæsser Ngugi wa Thiong’o i skildringerne af kolonistyrets magtudøvelse med tvangsforflyttelser, deporteringer og vilkårlige fængslinger. Med kafkask konsekvens udfoldes den uhyggelige beretning om Ngugis møde med det britiske regimes arrogance og afstumpethed i afsnittet »En beretning om blodhundene ved porten«, og samtidig sætter han med udførligheden som en slags fortælleteknisk strategi sine erindringer ind på en generobring af Kenyas historie.
Ngugi wa Thiong’os litterære og meget afrikanske projekt kunne godt have fortjent nobelpris-opmærksomheden. Men som forfatterens mor trøstende ville have sagt med en kikuyu-talemåde: »Efter hver nat følger et daggry.«
Titel: I fortolkerens hus. Forfatter: Ngugi wa Thiong’o. Oversættelse: Ellen Boen. Sider: 240. Pris: 250 kr. Forlag: C&K Forlag
