Efter festen

Peter Øvig Knudsen runder sin store hippie-krønike af med kronologisk konsekvens, detaljeret omhu og overbevisende dramaturgi. Måske er det ikke hele sandheden. Men som værk er det imponerende.

Når man skal fortælle en historie, må man foretage valg og fravalg. Man er også nødt til at skabe et fortællemæssigt forløb, som fører fra ét punkt til et andet, og der skal være både skurke og helte, for ellers bliver beretningen uden farver. Når historien er virkelighed, har udfordringen alle dage været af en særlig karakter. Historien skal gøres så god som mulig, men den må ikke gøres bedre, end den er.

Derfor er det en vanskelig opgave, Peter Øvig Knudsen har stillet sig selv med sit store, over 1.000 sider lange hippie-epos, hvis anden del, »Hippie 2. Den sidste sommer«, udkommer i dag. Øvig har villet fortælle hippiernes historie ved at fokusere detaljeret på dens mest manifeste danske udtryk, Thylejren, som opstod, da Det Ny Samfund fandt et stykke jord mellem Frøstrup og Østerlid og besluttede sig for at lægge det borgerlige samfunds normer, levemåder og værdisæt bag sig. Han har på basis af research og talløse interview villet rekonstruere, hvad der skete på lejrens første 74 dage, fra det første fællesmøde og frem til den officielle afslutning 15. september 1970. Han har villet supplere sin fortælling med blik på det, der gik forud, og med blik på det, der kom efter. Uden at miste den dramatiske fremdrift.

Provo-Knud

Spørgsmålet er, om det er lykkedes, og svaret er, at som læseoplevelse lykkes det i hvert fald. Det er en god historie, Øvig fortæller. De centrale figurer har, i såvel bind 1 som bind 2, centrale roller, som i alle gode historier, og der er mange af dem, både figurer og historier. En af dem, der fylder meget i »Hippie 2«, og som senere, på godt og ondt, opnåede en nærmest mytologisk status, er Provo-Knud, der dansede rundt og førte sig ikonagtigt frem som en af Thylejrens skæveste, men dog fredsommelige eksistenser, og som endte med at myrde sin ven Cola. Gasolin lavede en sang om Provo-Knud, den med linjerne »Hey Knud hvor går du hen/kniven blinker i din hånd/Hey Knud, hvad gør du nu«. Efter drabet på Cola var hippiefesten endeligt forbi.

Eller det var den i hvert fald ifølge Øvigs tilrettelæggelse af sit omfangsrige stof. Der er, i hans optik, et før og et efter Provo-Knuds udåd. Ligesom der er et før og et efter den højt begavede avantgardekunstner Peter Louis-Jensens mest spektakulære handling. Den vender vi tilbage til om lidt. Øvig går i nærkontakt med Peter Louis-Jensen, komplet med historien om faderen, kommandørkaptajnen, der var øverstkommanderende, da de danske myndigheder i 1955 forsøgte at kvæle et oprør i Klaksvik på Færøerne, men som ikke magtede opgaven og på tilbagevejen begik selvmord i sin kahyt. Med den detaljerede beskrivelse af et forløb, der strengt taget ikke har noget som helst at gøre med Thylejren, antyder Øvig en kobling mellem en fraværende faderfigur og en søgen efter ny mening, nye fællesskaber. I hvert fald er det et faktum, at Peter Louis-Jensen som voksen indgik i et broderskab med de senere så højt estimerede billedkunstnere Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard.

Balladen i Hjardemål

Både karismatisk og kolerisk synes den nu afdøde Peter Louis-Jensen at have været. Og fyldt med rastløs energi. Ifølge Øvigs bog er han primus motor i besættelsen i løbet af sommeren 1970 af Hjardemål Kirke, der ikke ligger langt fra Thylejren. Aktionen, forstår man, er tænkt som et kunstværk, thi for kunstneren Peter Louis-Jensen skal kunst ikke længere være kunst i traditionel, borgerlig forstad, den skal være ren handling, og det ender med blodige slagsmål mellem besætterne og vrede fiskere, bønder og andre lokale. Herfra er der, ifølge bogen, ikke så langt i tid – og måske heller ikke i tanke – til de næste spektakulære voldshandlinger mellem antiborgerlige kræfter og det etablerede samfund: Verdensbank-demonstrationerne i slutningen af september, hvor København dannede rammen om de værste uroligheder siden besættelsen.

Den overordnede bevægelse i Øvigs to hippie-bøger går, som antydet, fra lyset til mørket, symbolsk markeret ved, at grundfarven på omslaget af »Hippie 1« er hvid, mens grundfarven på »Hippie 2« er sort. Den våde drøm om fred og kærlighed på nye måder forvandler sig, godt hjulpet på vej af tidens almindelige politiske radikalisering, til sin modsætning. Drømmen om omkostningsfri omgang med hash, LSD og det, der er værre, forvandler sig til en sump af misbrug, kriminalitet og tidlig død. Dramaturgien er i orden. Hos Øvig falder brikkerne på plads.

Om de så også falder for godt på plads, vil vi lade være et åbent spørgsmål. Sikkert er det nok, at man ikke kan skrive en historie som den, Øvig har skrevet, med dens i hundredvis af medvirkende, uden at træffe mange valg og uden at træde nogen over tæerne.

Nørgaards cirkler

Historien opleves altid forskelligt. Skriver man historie om dem, der selv var med, og som selv kan læse med, bliver oplevelsernes forskellighed let sat på spidsen. Det sker også her. Efter at have læst et tidligt udkast til første halvdel af manuskriptet til »Hippie 2« sender Bjørn Nørgaard et brev til Øvig.

»Kære Peter Øvig. Dumme svin«, begynder det. I brevet, som Øvig gengiver i sin helhed i form af et foto, skriver Bjørn Nørgaard, at »det var rædselsfuldt« at læse manuskriptet, at øjeblikkene af ekstatisk indsigt og kærlighed er »kemisk renset væk«, og at der tilbage kun står et »skelet af mulige kendsgerninger.« Bjørn Nørgaard slutter med at bede Øvig om ikke at henvende sig yderligere, for »mine cirkler skal ikke forstyrres mere, end de er.« Af samme årsag har Bjørn Nørgaard ikke, som alle andre Øvig har talt med under bogens tilblivelse, læst og godkendt, hvad han er citeret for.

Bjørn Nørgaards reaktion er tankevækkende. Tiden, som den dengang blev levet, kan, som Bjørn Nørgaard ser det, ikke gengives meningsfuldt som en kronologisk, dramatisk tilrettelagt beretning med mange kendsgerninger.

Står Bjørn Nørgaards ord til troende, er Øvigs bog i den forstand hverken sand eller falsk. Den er et bud på en rekonstruktion af en tid og nogle mennesker.

Som sådan lykkes den imponerende godt.