Dyknagler og digte

Nogle romaner gør stort væsen af sig, men sætter sig ikke spor. De bliver bare læst med al deres drama og alle deres sider for så, umærkeligt, at sive ud af erindringen. Så er der andre romaner, som bruger få ord og få sider, men alligevel er en stor, blivende læseoplevelse.

Peder Frederik Jensen, »Læretid« Fold sammen
Læs mere

Til sidste fine, forunderlige kategori hører Peder Frederik Jensens anden roman, »Læretid«. En ordknap fortælling inddelt i korte nummererede afsnit, som kun følger ét spor, nemlig hovedpersonens.

Han bor i København, men får nok af livet dér og flytter til Vestsjælland, hvor han går i lære hos en bådebygger.

Det er et gammelt, næsten anakronistisk håndværk, lærlingen skal til at lære. Og også et helt nyt sprog. Med dyknagler, undersænkere, sneglebor, porehamre og kalfatrejern. Men der er en ro og en selvforglemmelse i arbejdet, og lærlingen falder ind i dagenes og årstidernes rutiner. Et hverdagsliv med regler og ro, modsat ungdomslivet i hovedstaden.

Meget sker der ikke. Hverken på handlingsplanet eller på sprogets overside. Men man skal ikke tage fejl. Peder Frederik Jensens roman er lyslevende, og under de nøgterne, stramme sætninger er der faktisk to romaner.

I en umiddelbar læsning er »Læretid« således et stykke arbejdslitteratur, hvor håndværket og omgangen med mester, bådene og værktøjet er hverdag, og hvor der ikke - som tiden ellers lægger op til - drømmes om penge, prestige og kendisliv.

I en anden læsning ligner »Læretid« imidlertid en roman om en kunstner, som bliver til. Om en spirende forfatter, som langsomt lærer skrivehåndværket. Kun ét sted i bogen nævnes det, at den unge mand skriver digte, når han har fri. Men ved man, at Peder Frederik Jensen er uddannet fra Forfatterskolen, så giver det oplagt at læse »Læretid« som en historie om arbejdet med at lære at skrive rigtigt. At lære at bruge sprogets svar på dyknagler, undersænkere, porehamre og kalfatrejern.

»Læretid« slutter med at lærlingen får sit svendebrev. Mens Peder Frederik Jensen viser, at han for længst har fået sit. Fortrinligt.