Duran Duran-biografi er et ekko fra 80erne

Bassisten John Taylor fra Duran Duran blev aldrig nogen stor musiker, og i slutningen af 80erne mistede han det sidste greb om virkeligheden, da han slog op med sin danske kæreste Renée Toft Simonsen. Og nu bliver alle synderne blotlagt.

Sangeren Simon Le Bon (t.v.) og guitarist John Taylor i Genova 2005. ?Foto: Luca Zennaro/EPA Fold sammen
Læs mere

Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget et band som Duran Duran reelt har betydet popmusikalsk set.

Ganske vist kan man ikke komme uden om bandets enorme popularitet op gennem 80erne, samt det faktum, at de over en kort periode solgte over 100 millioner plader. Men hvis man sammenligner med andre populære grupper fra samme årti, står Duran Duran ikke ligefrem tilbage som langtidsholdbare musikalske pionerer.

Dermed ikke sagt, at deres historie ikke er interessant. For historien om Duran Duran er historien om at være popstjerner i en tid, hvor det var ok, at være det. Hvor det var ok at være forelsket i sit eget spejlbillede, forfølge pengene og – hvis man var rigtig heldig – score en supermodel for ligesom at toppe illusionen om det perfekte liv.

Set i det lys er Duran Duran-bassisten John Taylors selvbiografi »Kærlighed, død og Duran Duran«, der nu er udkommet på dansk, nærmest fast pensum for 80er-nostalgikere. Fyren fra Birmingham red om nogen af sted på årtiets zeitgeist og dannede, som det er mange bekendt, par med danske Renée Toft Simonsen i perioden fra 1985-1989.

Og netop det forhold beskriver måske bedst af alt både opturen og nedturen for Duran Duran. For i takt med at Taylors alkohol- og kokain-misbrug stiger, og bandets popularitet falder, er Renée reelt popstjernens eneste stabile bånd til en mere og mere fjern virkelighed. Og da dét bånd så bliver brudt i slutningen af 80erne, er der reelt intet jordnært tilbage. Man kan nærmest ikke tænke andet end »sikke et fjols«, når man i biografien læser linjerne om årsagen til bruddet. For som et nærmest desperat forsøg på at vende tilbage til tidligere tiders storhed slår Taylor op, da han er overbevist om, at Duran Durans succes og hans egen specielle tiltrækningskraft skyldes, at kvindelige fans opfatter ham som single og ledig.

Selvudlevering

Mere ynkeligt og patetisk bliver det næppe. Ikke mindst set i lyset af, at der ikke går lang tid, før John Taylor finder sig en ny kæreste. Så meget for dén popkarriere.

Og netop denne fuldstændig hudløse trang til selvudlevering er både selvbiografiens styrke og svaghed. Om det er bevidst eller ubevidst skal jeg ikke kunne sige, men gang på gang sidder man og krummer tæer over de pinagtigheder, der bliver lagt for dagen. Som da han kommer hjem til sine forældre til jul og finder fire postsække fyldt med post fra hengivne fans. Posten river han i rent krukkeri bare uåbnet i stykker ude i forældrenes garage. Eller at han ikke gad lytte til albummet »Arena« før 25 år efter udgivelsen. Eller det faktum, at han mener, at Duran Duran i dag har mere på hjerte end de fik lov til at udtrykke, da succesen var på sit højeste. Det synspunkt står han nok ret alene med.

Man sidder tilbage med mistanken om, at denne bog dybest set er et forsøg på at placere sig i en offentlig skriftestol for at bekende fortidens synder. Og den slags er altid underholdende læsning. Men det er også et maskefald, hvis man tror, at man er større og kunstnerisk betyder mere end som så. Det gør John Taylor og Duran Duran ikke – de vil altid være et ekko fra 80erne.

Forfatter: John Taylor.

Titel: »John Taylor: Kærlighed, død og Duran Duran«.

Oversætter: Rasmus Hastrup.

Forlag: Forlaget Turbulenz.

Sider: 400.

Pris: 249,95 kr.