Duksedrengen Jørn Lund

Erindringer. Sprogprofessor Jørn Lund ser tilbage på en misundelses­værdig og yderst veltilrettelagt karriere støttet af et familieliv i rigtig trygge rammer.

Tidligere sprogprofessor og chefredaktør på Den Store Danske Encyklopædi, Jørn Lund, giver i ny bog et indblik i de mange kulturinstitutioner, han har sat sit præg på. Fold sammen
Læs mere

Måske satser den fonetisk velmeriterede Jørn Lund på danskernes sprogsjusk i udtalen, når han kalder sine erindringer »Lært«. Forfatteren kunne jo forveksles med en »lærd« mand i betydningen klog eller vis. Men her er i stedet tale om en mand, der har lært lektien med utrolig flid og stor begavelse og herefter tilrettelagt sin karriere med højdepunkterne som sprogprofessor ved Danmarks Lærerhøjskole og chefredaktør på Den Store Danske Encyklopædi og senest som direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Jørn Lund giver et muntert og anekdotisk indblik i de mange kulturinstitutioner og de væsentlige uddannelses- og kulturpolitiske råd, han har sat sit præg på. Man lider således oprigtigt med den nyudnævnte sekretær i Det Danske Akademi, når han kammeratligt og ligefremt slet og ret skal kalde selveste litteraturinstitutionen F.J. Billeskov Jansen for Frederik. Den Billeskov, hvis forsmædelige afgang efter studenteroprøret måtte ske ad bagdøren, mens en »ret uduelig pedel« blev fejret med fest og ballade.

Hverken i studietiden eller senere som lærer befandt Lund sig rigtig godt på det dengang stærkt politiserede og ideologisk inficerede Institut for Nordisk Filologi i København, hvor et speciale udmærket kunne handle om »Lystfiskeren i det kapitalistiske samfund«. I den anden grøft herskede professor Aage Henriksen, der en dag i auditoriet måtte erkende, at han følte, der sad nogen under bordet. Det troede unge Lund ikke på og gik så over til at studere fonetik og grammatik nøjere og med større udbytte.

Ville Jørn Lund dog alligevel bare en enkelt gang over de 30 år, erindringerne strækker sig, have indrømmet, at det godt indimellem kan føles, som om der sidder én under bordet, så ville bogen - og det levede liv - have forekommet mere interessant og nødvendig. Omend mindre tilrettelagt.