Dukkehjem og dokumentfalsk

Liza Marklund byder på jævn og gennemsnitligt god underholdning om slægt, chikane og journalistik i sit tiende bind om journalisten Annika Bengtzon.

Liza Marklund er aktuel med tiende bind i krimiserien "Noras bog" om journalisten Annika Bengtzon. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan sige meget om nordiske femi-krimier – hvis man da overhovedet skulle sige noget – men blandt den voksende gruppe af forfattere, der begår sig i denne genre, markerer Liza Marklund sig som én af de bedre af slagsen. Dermed ikke sagt, at man væltes bagover af benovelse over plot og sproglige pletskud. Man slår omvendt heller ikke hovedet på de værste skrive- og fortællemæssige gebrækkeligheder.

Marklund hører til den slags forfattere, der ikke stiller de allerstørste krav til sine læseres begavelse, men derimod nok til deres tålmodighed. Mens mange andre dog fortaber sig i naive hverdagsbetragtninger og et hav af krimilitterære rollatorer, der skal sikre, at os gang- og intelligensbesværede læsere får det hele med, ja så behandler Marklund sine proselytter lidt mere skånsomt.

Det er også tilfældet i det tiende bind om den hårdkogte journalist Annika Bengtzon, hvor hun får til opgave at skrive om en bestialsk voldssag, der vedrører en kendt forretningsmand og tidligere landspolitiker. Manden er blevet tortureret næsten til døde i sit eget hjem, mens hustruen Nora er forsvundet. Det store spørgsmål er, om hun er medskyldig eller myrdet, eller om hun – som noget tyder på – bare har valgt at forlade det fine og fashionable dukkehus som sin norske navnesøster. Og i så fald: hvorfor dog?

Søgt og usandsynligt

Denne anmelder køber ikke helt forudsætningerne for den endelige opklaring. Enten er der for meget, der ikke forklares – hvilket er besynderligt i en bog, der ellers forklarer rigtig meget (og gerne i parentes for de helt tungnemme). Eller også er motiver og drivkræfter for figurernes ageren så sofistikerede, at de ikke er til at tro på, og udfaldet fremstår søgt og usandsynligt.

Ved siden af sagen om den forsvundne Nora og hendes maltrakterede mand vokser en anden konflikt frem. Bengtzons chef på Kvälls­pressen anklages af en anonym blogger for at have ført offentligheden bag lyset i en 18 år gammel, prisbelønnet TV-dokumentar om en forsvunden kvinde, og det viser sig – overraskende? – at de to sager har en slags forbindelse til hinanden.

Selve opklaringsarbejdet er en lidt halvgjort affære, hvor hverken politiet eller Bengtzon får foden helt ind under de skyldige. Det er i og for sig befriende og er med til at give bogen lidt kant, ligesom det er tilfældet med Marklunds evne til at skrælle facader og falskhed af forløjet familieidyl og forloren fromhed. Facade er der også meget af i journalistikkens verden, og Marklund klæder ømfindtlige journalister af til skindet, så læseren både kan blive forarget og underholdt. I det hele taget kværner mediemøllen hen over siderne, så det flere steder minder om en grundbog i journalistik med en detaljeret indføring i et moderne mediehus’ mere eller mindre dilettantiske omgang med web-TV, net-nyheder og kildekritik.

Den slags øger selvsagt ikke spændingen, ligesom beskrivelser af parforhold og problemer med papbørn heller ikke gør det. Men når disse forbehold er taget, er »Noras bog« en jævnt god og gedigen hverdagskrimi.

Forfatter: Liza Marklund.

Titel: »Noras bog«. Oversætter: Jesper Klint Kistorp. Sider: 400. Pris: 300 kr.

Forlag: Rosinante.