Duftene står stærkt frem i erindringerne fra barndommens land. Nattens duft af jasmin blander sig med duften fra floden, som slynger sig gennem landskabet og Marguerite Duras’ selvbiografiske roman »Elskeren fra Nordkina«.
Den franske forfatter og filmskaber Marguerite Duras’ sanselige og smerterige tilbageblik på den 15-årige Marguerites og den unge, velhavende kinesers lidenskabelige, men umulige kærlighed griber og overbeviser med sin poetiske alvor, atmosfære og usædvanlige fortællestil.
Marguerite Duras (1914-1996) voksede op i det sydlige Vietnam, tidligere Fransk Indokina, og landskabet, lyset og duftene er væsentlig inspiration for hendes værker. Hun skrev allerede i 1984 »Elskeren« om sit forhold til den kinesiske mand, men var ikke tilfreds med filmatiseringen af romanen og skabte derfor »Elskeren fra Nordkina« med den poesi og intensitet, filmen savnede.
Romanen er formet som en drejebog til en imaginær film med sceniske anvisninger i en iagttagende og drømmende stil. Kroppene er i kameraets søger. Det lidenskabelige, erotiske forhold mellem den unge Marguerite og kineseren er romanens omdrejningspunkt. Marguerites erotiske opvågnen, hendes halvincestuøse forhold til broren og de ambivalente følelser over for den psykisk ustabile mor fremstår brudstykkevist.
Om det er rytmen i beretningen, sammenknytningen af landskab og lidenskab, eller det er den smertefulde adskillelse fra kineseren, der griber mest, er vanskeligt at afgøre. For det er netop den tætte sammenfletning af kærlighedsoplevelsen, flodens strømmende bevægelse, den sproglige musikalitet med mange pauser og duften af silke, hud, te og opium, der løfter romanen op på et højt kunstnerisk niveau.
