Man kan erindre lavmælt eller huske med store bogstaver. Man kan se på fortiden med bitterhed eller glæde eller blandede følelser. Hvordan man gør det, og hvordan man skriver det, gør en forskel. Vel nærmest hele forskellen. Når Peter Dürrfeld i sin nye bog, »Hjertet har altid det sidste ord. Erindringer om de døde i mit liv«, husker tilbage på de ikke længere levende, gør han det med en renhed i sproget, der åbner den skrivende for den, der læser, men som også gør, at det personlige aldrig bliver privat. Det er godt.
Og det er jo ikke, fordi Peter Dürrfeld hører til de meget kendte. Han er ganske vist skakskribent på Information, og han har skrevet fin skønlitteratur og bøger om skak og opera og sin elskede Mozart og oversat samme Mozarts breve helt eminent, men man fornærmer næppe nogen ved at sige, at det ikke er skribentens kendthed, der er det attraktive ved hans nye erindringer. Endsige deres pointe. Det er derimod Peter Dürrfelds sans for at skrive om alle mennesker, slet ret, hvad enten det er kendte som Dirch Passer og skakgeniet Bobby Fischer, som han ikke har kendt personligt, eller »almindelige« mennesker som faderen eller mormoderen eller lillebroderen, Børge, der druknede, kun to år gammel, ved en ulykke på Sortedamssøen i København, 18. juli 1948.
Lad os lige dvæle lidt ved Børges død. Storebror Peter så, hvad der skete. 66 år senere begynder kapitlet om Børge sådan her: »Det vil være vanskeligt for mig at udpege den lykkeligste dag i mit liv. Der er - og det takker jeg Gud for - så mange at tage af. Men jeg er ikke i tvivl om, hvilken dag der har været den ulykkeligste«. Kapitlet slutter sådan her: »Onsdag den 21. juli fyldte jeg seks år. Den dag har jeg ingen erindring om. Far og mor har sikkert gjort deres for at lade mig mærke, at der trods sorgen var en fødselsdag at fejre.«
Historien om Børge er hjerteskærende, barndomserindringerne om sommerbesøgene hos morfar og mormor til gengæld fyldt med stille glæde og fin humor. Som historien om en af de få gange, mormor blev vred på Peter, nemlig den dag, han fik Hector Malots klassiker »Frændeløs« og læste den i ét hug:
»Mormor var rystet, da sandheden gik op for hende. Jeg havde slugt den fine, nye bog, morfar var taget helt ind til Ulfborg for at købe, i løbet af få timer. Det var en form for grovæderi. Mormor havde regnet med, at sådan en tyk bog skulle holde i mange, mange dage.«
»De´ æ skammeligt,« sagde hun. Og så blev der ikke talt mere om Frændeløs den sommer.«
I skaren af erindrede døde er en af dem, der står meget stærkt, en vis Niels Holm, rektor på N. Zahles Gymnasieskole, hvor Peter Dürrfeld var lærer. Holm var, forstår man, et udadvendt, elegant, musikalsk menneske, som langsomt gik i hundene, og så kom den dag, da Peter Dürrfeld, mens han var med sin familie i sommerhus, fik et telegram: »Niels er død«. Og nej, det var vel ikke nogen i verdenshistorisk sammenhæng omvæltende begivenhed, og Niels Holm var måske blot en skæbne som så mange andre, men netop en skæbne, der, fortalt på Peter Dürrfelds måde, bliver én, man engagerer sig i. Så kort det varer.
»Hjertet har altid det sidste ord« er en bog, som i sin prunkløshed kan være let at overse. Det anbefales hermed ikke at gøre det.
Titel: Hjertet har altid det sidste ord. Erindringer om de døde i mit liv Forfatter: Peter Dürrfeld Sider: 235 Pris: 249,95 kr. Forlag: Kristeligt Dagblads forlag
