Forlaget Batzer har markeret sig med fremragende udgivelser, ikke mindst af norske forfattere som f.eks. Per Petterson. Nu kommer så »Olive Kitteridge«, skrevet af den amerikanske forfatter Elizabeth Strout, der blev belønnet med Pulitzerprisen 2009. Romanen, der også godt kan kaldes en fortællekreds, består af 13 kapitler, der alle mere eller mindre direkte handler om Olive Kitteridge, en pensioneret lærerinde i Crosby, Maine.

Olive er romanens anker, og den primære gennemgående figur, men vi kommer tæt på mange andre af byens små og store skæbner. Olive er et særegent bekendtskab. En stor og lidt grov kvinde med et besværligt sind. Hellere fornærmer hun folk end at vise sin svaghed, og udadtil tromler hun igennem verden. Som hendes mand, den bløde forhenværende apoteker, Henry, siger til hende i et sjældent vredt øjeblik: »I alle de år, vi har været gift, i alle disse år tror jeg ikke, at du så meget som én eneste gang har sagt undskyld for noget som helst.«

Også sønnen bebrejder hende, men Olive forstår ingenting, det er jo hende, der er angst! For inden i Olive Kitte­ridge sidder der en usikker og empatisk sjæl. Det er bare så pokkers svært at forvalte den indsigt, stolt og humørsyg som hun er.

Olives livssår er sønnen Christoffer. En nu voksen søn, som hun har elsket ind i depressioner, og som, trods det, at hun har bygget ham et hus, vælger at flytte langt væk. I et forrygende kapitel ser vi Olive i brudeparrets værelse, ødelæggende brudens tøj - hvorfor skal hun have det let, når Olive lider?

Elisabeth Strout er en god fortæller i den tradition for hverdagsrealisme, vi kender fra Henry James. Romanen kunne på nogle måder også minde om Edgar Lee Masters pragtværk »Spoon River Antologien« fra 1915, hvor en kirkegårds stemmer fortæller. Hos Strout er personerne blot i live, men på samme måde som hos Masters kommer vi vidt omkring og ind i de sårede følelser, de tabte håb, svigt, utroskab og kærlighedsforhold.