Du kan tjekke ud men aldrig gå

Leena Krohn, den finske ener, fremmaner i »Hotel Sapiens« et både dystopisk og opløftende fremtidsscenarie.

Leena Krohn leverer tør og underspillet humor samt farverige karakterer i sin dystopiske roman »Hotel Sapiens«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jensen & Dalgaard

»Beboerne kalder huset Hotel Sapiens, selvom det naturligvis ikke er et rigtigt hotel. I sin tid – det må være længe siden – var Hotel Sapiens en offentlig bygning, selvom ingen med sikkerhed ved, hvad det blev brugt til dengang.«

Ja, sælsomheden er overalt i Leena Krohns »Hotel Sapiens«, der er en dystopi i en tidsalder, hvor menneskene er blevet interneret og kun tilses af robotter, kaldet Nonner, og kontrolleres af Vogterne, der er væsener med en højt udviklet etisk sans, som intet menneske har set, men som mennesket alligevel selv har skabt. Oprindeligt for at gøre livets lettere, men med tiden har Vogterne udviklet etisk sans og overtaget verden:

»Vi vidste, i det mindste mange af os, at vi inden længe ville blive overflødige for dem, at de ville lære at programmere sig selv, kopiere sig selv og føre den syntetiske evolution videre til niveauer, som det var umuligt at forudse.«

Nu er situationen så fremskreden, at Vogterne gør det, de mener er bedst for menneskene, der ikke ved, hvad der er godt for dem selv. Og menneskene er åbenbart så skadelige, at de skal interneres. Måske ikke helt uklogt. Vor art har i hvert fald mishandlet og misbrugt kloden i en sådan grad, at deres eksistens er truet.

Men selv om Vogterne vil det bedste for menneskene, er den verden, de skaber, umenneskelig. Hotel Sapiens er således, for mange af lejrens beboere, en eufemisme for et overvåget mareridt. Flere af beboerne får deres eget kapitel, og fortælleren er en ung mand, der mener, at flyenes kondensstriber er fulde af gift. Det har han skrevet til myndighederne, og nu er han altså endt på Hotel Sapiens.

Med hans historie får læseren også en fornemmelse af, at den verden han beskriver ikke er virkelig, men opdigtet og et resultat af en sindslidelse.

En hårrejsende rejse

Leena Krohn signerer med »Hotel Sapiens« en roman, der bærer flere af hendes kendetegn: Den kredser om filosofi, natur og samfund, og den er desuden bygget op af talrige mindre, novellelignende fortællinger om aparte karakterer, der tilsammen danner et stort, facetteret og let sløret billede. Sådan var det også i den strålende »Bipavillonen«, som forlaget Jensen og Dalgaard også har givet til danske læsere.

Hvor Krohns romaner i referat og tematik - menneskets porøse psyke og verdens afmagt - kan virke kulsorte, så er de det faktisk ikke. Der er en tør underspillet humor i spil og så mange farverige karakterer, at der falder lys ind over læseoplevelsen, og »Hotel Sapiens« er også opbyggelig i sin overordnede pointe, nemlig at menneskeheden bør tage mere vare på kloden. Om ikke andet for ikke selv at gå til grunde.

På den anden side står den ekstreme korrekthed, Vogterne repræsenterer, hvor kravet fra en moralsk supermagt, for nu at bruge en tidligere svensk statsministers ord, i velviljens navn kan ende med at spærre os inde, gøre os ufrie.

På den måde er pointen i »Hotel Sapiens« mere nuanceret end som så, og romanen er en god, anderledes og indimellem hårrejsende rejse ind i en verden, der med Krohns ord er på »vippepunktet«.

Præcis som vores.

Titel: Hotel Sapiens. Forfatter: Leena Krohn. Oversætter: Siri Nordborg Møller. Sider: 152. Pris: 270 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard.