Dronning til det hele

Dronning Margrethe og hendes samtid portrætteres i stor grundig biografi af Berlingskes Jens Andersen i anledning af majestætens 40 års jubilæum.

Dronning Margrethe ved nytårstalen i 1975. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Jacobsen

Dronning Margrethe er virkelig glad for at være dronning.

Hun har en klippefast overbevisning om monarkiets betydning og sin egne skæbnebestemte rolle som samlingspunkt for nationen. Hun tror på værdien af de ritualer, der danner rammen om hendes officielle liv, og hun nyder den pomp og pragt, der følger med. Hun har hele livet været vild med at klæde sig ud, hun elsker teater, dans og store fester. Hun interesserer sig levende for kunst og kultur, historie, arkæologi og samfundsudvikling, og hun er glad for at møde spændende, betydende og begavede mennesker fra forskellige baggrunde og alle dele af verden. Alt sammen noget, hendes liv giver rig lejlighed til. Hun er uhyre velkvalificeret til at bestride sit arbejde, og får megen ros for den måde, hun udfører det på. Alt i alt må der være tale om en betydelig grad af den i dag så omtalte jobtilfredstillelse.

Men somdet fremgår af Jens Andersens nye, store biografi, »M - 40 år på tronen«, så ledsages den faglige succes, som for så mange andre moderne karrierekvinder, af betydelig skyldfølelse over for familien. På arbejdet er der faste rammer, alt har sin plads, og man kender sin egen. I familien er det meget sværere. Man kan ikke skemalægge, hvornår ens børn eller ægtefælle har behov for en, og så står de der, med deres følelsesmæssige krav, uden at det på nogen måde er skrevet ind i kalenderen, så man kunne have forberedt sig.

Det var især slemt de første år:

»Jeg var måske ikke så god til at hjælpe min mand på gled, som jeg burde have været. Det overså jeg nok. Jeg troede, at sådan - ja, jeg ved ikke, hvad jeg troede - jeg tror ikke, jeg tænkte nok, simpelthen. Det kunne jeg nok have gjort fiksere, hvis jeg havde været tilstrækkelig opmærksom på, hvad det var, jeg gik og bedrev. Jeg kom til at fylde forfærdelig meget i landskabet i forhold til familien, det gjorde jeg. Helt bestemt.«

Det er ikke nogen let opgave, Jens Andersen, Berlingskes litteraturredaktør og flittig biografiskriver, har stillet sig selv. Få - hvis nogen - i dette land er så genneminterviewet og - beskrevet som Dronning Margrethe. Der er udgivet talrige biografier af større eller mindre lødighed, og mange dybtgående interviews, som Jens Andersen da også trækker flittigt på.

Den røde tråd i »M - 40 år på tronen« er seks samtaler mellem Dronningen og Jens Andersen fra januar til juni i år - for overskuelighedens skyld trykt med rødt i bogen - men ellers inddrages stort set alt, hvad der er af kilder, inklusive samtlige nytårstaler og andre taler ved officielle lejligheder, suppleret med interviews med Dronningens familie, relevante politikere og andre.

Det er ikke sådan, at man får nye chokerende afsløringer eller hidtil ukendt indblik i majestætens holdninger og meninger. Hvordan skulle det også kunne ske med en person, der ifølge grundloven er fredhellig og ansvarfri? (Ikke skinhellig og ansvarsløs, som en nervøs elev i min klasse kom til at sige ved folkeskolens afgangsprøve.)

Jens Andersener ikke håndsky over for konflikter. Bogen beskæftiger sig både med - især kunstneres - kritik af Dronningens kunstneriske udfoldelser og prins Henriks vanskeligheder med at acceptere sin dynastiske rolle. Men vi hører f. eks. ikke noget til især den yngre generations ubesværede accept af - og måske ligefrem forventning om - kostbare gaver, pelse, biler, rejser m.m. fra private og firmaer, som muligvis ikke er uden bagtanker. Et enkelt spørgsmål i den retning ville have været interessant.

Bogens fortjenesteer, at den giver et samlende kronologisk overblik over udviklingen - Dronningens og nationens - gennem 40 år.

Det var Jens Otto Krag, der på en kold januardag i 1972 udråbte den nye monark - Dronning Margrethe 2. Hun havde selv bestemt 2-tallet, selv om hun som barn hadede at blive sammenlignet med den første Margrete. Den unge dronning var lidt nervøs over for den rutinerede Krag, hun havde et meget friere og hyggeligere samarbejde med Anker Jørgensen, der var endnu mere urutineret på posten end hun selv:

»Krag havde set mig som fummelfingret teenager, der gjorde Anker Jørgensen ikke. Det følte jeg på en vis måde var ganske rart.«

Anker Jørgensen er naturligvis principielt republikaner. Men det var ikke en sag, han havde tænkt sig at tage op i sin regeringsperiode. Og han har ved flere lejligheder blankt indrømmet, at Dronning Margrethe har befæstet monarkiet.

Ikke mindst ved sine nytårstaler. Dronningen siger selv i bogen, at hendes første tre fire taler måske var lidt »lirum-larum-katten-gør æg,« men at hun forsøgte at få mere substans i, »så voksne mennesker også gad høre på dem«. Op gennem 80erne handlede talerne igen og igen om tolerance og respekt for det enkelte menneske med udtrykt som »dumsmarte bemærkninger« og det danske »mereværdskompleks«. Talerne vakte begejstring og raseri alt efter holdninger. Søren Krarup forlangte f. eks. i 1988 at Dronningen »må holde op med at politisere.«

Dronningen afviserbestemt, at hun politiserer. Selvfølgelig kan alle ikke være enige, siger hun til Jens Andersen - »...men det skal i hvert fald ikke være sådan, at folk siger: Hvad rager det mig? Så hellere: Nå ja, det kunne man måske også mene Det skal rent ud sagt helst være sådan, at det rager dem.«

Bogen citerer en udtalelse fra et interview i Det Fri Aktuelt fra 1988, hvor Dronningen siger til avisens chefredaktør Jørgen Flindt Pedersen: »Når folk taler om, at jeg ikke må sige noget, så glemmer de, at jeg godt må tænke noget. Jeg må jo tænke, hvad jeg vil, som alle og enhver. Jeg skal bare lade være med at sige alt, hvad jeg tænker. Det kan godt være, at mange mennesker skulle gøre det engang imellem.«

Anmeldelsen er skrevet af Lone Kühlmann, der er journalist og forfatter.

INFOshop: Danskernes holdning til Kongehuset gennem 20 år

INFOshop: Hvad mener danskerne om Kongehuset