For 250 år siden skyllede Marquis de Sade-bøgerne og »Fanny Hill« ind over Europa som en pornografisk flodbølge. Så fulgte halvanden hundrede års vindstille Victoriatid, før den østrigske psykiater Wilhelm Reich i skyggen af Det Tredje Rige forskede i »Orgasmens funktion«.

Efter krigen tog sexologen Alfred Kinsey tråden op og udgav sine opsigtsvækkende rapporter om amerikanske kvinders livlige lyster; en frigørelse, der rakte frem mod kvindebevægelsen i 1970erne og vore dages eksplosivt stigende interesse for erotisk litteratur, skrevet af kvinder til kvinder.

31 millioner bogkøbere i 41 lande kan ikke tage fejl. Aldrig har interessen for, og drømmen om, det store knald været så synlig og mærkbar i den vestlige verdens kulturbærende lag. Kvinder vil have bedre sex, og det skal være nu! I hvert fald hvis man læser på og mellem linjerne i E L James’ verdensomspændende superbestseller, »Fifty Shades«, hvis første bind, »Fanget«, i dag udkommer på dansk.

Som i det meste triviallitteratur er handlingen, personkonstellationen og stilen i »Fanget« lige så enkel og uindviklet som spædbarnets første pakke Duplo-klodser. I løbet af de 533 sider gentages stort set alting til hudløshed. Helt ned på udråbsniveauet leges der med store klodser i form af evindelige udråb som »gisp«, »åh ja«, »uha«, »nøj«, »åh, du milde«, »hold da helt fest« og »kors i hytten«. Som læser føler man sig indespærret i Ekkodalen, idet den eneste udråbsvariation, når heltinden - den 21-årige litteraturstuderende Anastasia Steele - jonglerer med sit yndlingsord »pis«, er »dobbelt pis« og »tredobbelt pis«.

Triviallitteratur med kæmpe T

Anastasia, også kaldet Ana, er jomfru. En væsentlig oplysning, for en skæbnesvanger dag skal hun ud at interviewe den succesrige forretningsmand Christian Grey til Universitetsavisen. Ana finder manden og millionæren, i bogen beskrevet som »den rigeste, mest gådefulde og reserverede ungkarl i staten Washington«, både uimodståelig og skræmmende. Anas monumentale uskyld vakler.

Efter deres første møde forsøger hun at slå duften af Christians bodylotion og fyldige hår ud af hovedet, men en dag dukker han op i det byggemarked, hvor Ana er deltidsansat, for at købe reb, murertape og strips. Og så har vi balladen, der kan fylde tre romanbind og mere end 1.500 sider. En sadomasochistisk dans på torne, hvis koreografi er nedfældet i en detaljeret gensidig S/M-kontrakt (aftrykt på ti romansider), kan tage sin begyndelse.

»Fifty Shades« er triviallitteratur med kæmpestort T, der dog glimtvis gerne vil være lidt mere og forsøger sig med enkelte finkulturelle referencer til komponister og forfattere, samt en håndfuld fremmedord, som Anastasia (og dermed også læseren) får at vide, at man bør tjekke på nettet.

Facebook: Er du enig med Berlingskes dom over E L James? Del din mening.

Bogens eneste dybsindige litteraturfinte er trilogiens titel, »Fifty Shades«, der inde i bogen er udbygget til »Fifty Shades of Grey«, og således spiller på lystens og begærets gråzone, som den uskyldsrene Ana bevæger sig ind i, og samtidig peger på den mandlige hovedperson, Christian Grey, og hans - påstås det hele tiden - sammensatte, mystiske væsen. Endnu en gråzone. For hvad er han dog for et gådefuldt menneske, denne steg af en mand, der både kan kurtisere, holde dør, krænge trusserne af en kvinde i elevatoren og give hende alle de kærtegn og smæk i numsen, hun inderst inde drømmer om?

En klasse under Barbara Cartland

Christian Greys maskuline mystik tager den jævne læser ret hurtig med et gran salt, idet den velduftende, virile mand, der såmænd også er pilot og pianist med egen helikopter, tjenestefolk og en vifte af sportsvogne, i dette første bind aldrig viser sig mere eventyrlig og dæmonisk, end at det hele tiden handler om at tage Anastasia enten bagfra eller i munden. Helst mens hun er bastet og bundet med mandens stålgrå slips (ses på romanens forside), eller fastlåst i diverse redskaber og underlagt ridepisken i Mr. Greys såkaldte »legeværelse«.

Som sagt, 31 millioner kvinder i 41 lande kan næppe tage fejl, og jeg bøjer mig selvfølgelig for det ene køns ønske om at forsvinde ind i dette drømmelandskab, der triviallitterært set er én klasse under Harold Robbins og Barbara Cartland.

Jeg bøjer mig også for kvinders stadige ønske om et dybere og mere fantasifuldt sexliv. Det manglede bare. Men jeg nægter at tro på, at moderne kvinder frivilligt vil lade sig underkaste og ydmyge systematisk af en åndløs, bøvet »dominant« som Christian Grey.

Af samme grund må jeg naturligvis kæmpe mig gennem de kommende to bind af »Fifty Shades« for at se, om ikke akademikeren Anastasia Steele snart begynder at bruge hovedet og træder i karakter som begavet, frigjort menneske med tanke på andet og mere end den søde kløe og hurtig social opstigning via en magtfuld sadist.

Og lad os så få stillet det centrale spørgsmål: Bliver man erotisk opstemt af at læse »Fifty Shades«? Virker den som pornografisk roman? Og hvor ligger den på et liderligheds-barometer?

Pornografisk vatpik

Svarene er et dybt personligt anliggende, så også her må jeg nøjes med at knæle som et spørgsmålstegn foran de 31 millioner bogkøbere i 41 lande, der til dato har ønsket at opdage og spejle - må man formode - deres vådeste masochistiske drømme i »Fifty Shades«.

Det essentielle i en pornografisk roman - sexbeskrivelserne - er i første del af trilogien ikke kun tynget af gentagelsernes gentagelse, men også en stilistisk sløring, styret af puritanismens dobbeltmoralske pegefinger. Man må rigtignok gerne sige og skrive »fuck« og »kneppe«. Mange gange endda, mens ord som »pik« og »kusse« er omhyggeligt bortretoucheret og erstattet med upersonlige, ukropslige betegnelser som »den« og »kønnet«. Og selve den kunstneriske udfordring i al erotisk litteratur: At beskrive ophidselsens stadier og selve kulminationen så intenst, at dens magi kastes over på læseren, forsvinder i floskler, fladhed og flovser som »Gisp, det er ophidsende«, »Hans øjne brænder som smeltende sølv af begær« eller »Mine ben består pludselig af budding«.

Så alt i alt vil jeg alligevel vove den påstand, at 31 millioner kvinder i 41 lande godt kan tage fejl. Mon ikke en hel del af dem - i købelystens tegn - tror, at de får meget mere med »Fifty Shades«-trilogien end de reelt gør? Som erotisk litteratur er den i hvert fald fattig, som triviallitteratur middelmådig og som pornografi ikke så lidt af en vatpik.

Men som et kvindeligt opråb til tidens mænd - Giv os mere eventyrlig sex! - har den forhåbentlig en mission. Medmindre mændenes svar er, at kvinderne kan få nogle flere bank. Og at Ana i bind to og tre - formentlig i en alt for genkendelig dobbeltrolle som husmor og sexslave, modstandsløst og ydmygt adlydende forsvinder endnu længere ind i underkastelsens gråzone. Vi får se.

Spændende danske alternativer

Et spændende alternativ til »Fifty Shades« er det lille danske C&K Forlags satsning på nye erotiske romaner, alle skrevet under pseudonym af danske kvinder, hvoraf de tre første udkommer i dag.

Nell Drachmanns »Det bløde punkt« er historien om Nell, der efter mange år og mange kærlighedsforhold møder to ungdomskærester og kastes ud på en følelsesmæssig rejse, som består af fantastisk sex, op- og nedture, ømhed, hævntørst, længsel, jalousi, ekstase og vrede.

Også Noa N.'s »Romerske fantasier« skildrer en form for rejse i lystens labyrinter. Her er der tale om en dansk kvinde på forretningsrejse i Rom, der tilfældigt møder en mand på en café. De falder i snak, ses igen og begynder at udvikle en erotisk gemmeleg i henhold til det urgamle spørgsmål: Hvem forfører hvem?

Den bedste af de tre nye romaner er dog Benedicta Söderbergs »Ti lektioner i lyst«, der handler om den 38-årige advokat Benedicta, der rykkes ud af sine borgerlige gevandter og falder ned i en af pænhedens sprækker, da hun en dag møder en yderst attraktiv mand i metroen, som på vejen ud stikker hende en seddel med et telefonnummer. Han - Julian - viser sig at være sydamerikansk diplomatsøn, kunsthandler og ekspert i elskovskunst.

Julian, der har dedikeret sit liv til at tilfredsstille kvinder, bliver advokatens lærer udi erotik - en slags »lystens gesandt« - og hans elev er meget lærenem. Som hun snart lærer at sige: »Jeg er ligeglad med konsekvenserne, og min kusse ved, hvad den vil.«

Det lyder måske ikke som verdens mest originale setup, ja minder måske endda lidt om »Fifty Shades«, men det litterære niveau er - inden for sin genre - pænt højt, ligesom de indbyggede refleksioner omkring libidoens væsen og de små, men særdeles mærkbare sprækker i tilværelsen, hvor lysten og skammen kan opsøges, løfter romanen op over det meste af det, der lige nu skrives af erotisk litteratur:

»Jeg ved ikke, hvordan vi kommer ind på værelset, for jeg har tabt orienteringen, og sanseoplevelser eksploderer i hele min krop, uden hierarki og mening, jeg er én stor blød gople af våd lyst, du kan gøre alt ved mig hvor som helst på kroppen, og hvis du gør det, mister jeg mig selv, og jeg er ligeglad, for jeg vil være ingen og intet og blive ét med altet, jeg vil vride mig i skamløs lyst, og du skal se på mig, når min krop og mit køn trækker sig sammen i orgasmen.«