»Dræb ikke en sangfugl« skal ikke længere læses: Eleverne bliver »utilpasse«

Klassisk bog bliver revet ud af undervisningen i skole i USA. Upassende sprog er årsagen, og det er ikke første gang, det emne rejser en diskussion.

Filmatisering af »To Kill a Mockingbird« vandt tre Oscar-statuetter. I dag er den bandlyst fra undervisningen på flere skoler i USA. REUTERS/HO Fold sammen
Læs mere
Foto: HO

Man skal ikke dræbe en sangfugl, men talte ord og bogstaver i bøger er efterhånden så farlige, at de skal afskæres fra undervisninger.

Det er i hvert fald tilfældet i en 8. klasse på Biloxi School Board i Mississippi, USA, hvor der er udstedt en ordre om, at klassikeren »To Kill a Mockingbird« ikke længere skal bruges som undervisningsmateriale.

Bogen, som på dansk er oversat til »Dræb ikke en sangfugl«, har nemlig et sprogbrug, som er anstødende. Det er især brugen af ordet »nigger«, som har skabt furore.

Til det amerikanske medie The Sun Herald fortæller Kenny Holloway, der er vicerektor på skolen, om beslutningen:

»Vi modtog klager over bogen. Den har et sprogbrug, som får folk til at føle sig utilpasse. Desuden kan vi undervise eleverne i samme emne med andre bøger,« siger han og tilføjer:

»Vi har den stadig på biblioteket, men vi kommer til at bruge en anden bog i undervisningen af 8. klasser.«

»Dræb ikke en sangfugl« har længe været populær. Den er solgt over 40 millioner gange, ligesom filmatiseringen af den vandt tre Oscar-statuetter. Klassikeren blev skrevet af Harper Lee og blev udgivet 1960.

Bogen beskæftiger sig med temaer som racediskrimination og voldtægt.

I 2016 blev bogen ligeledes trukket fra undervisningen i Virginia som følge af »racistisk sprogbrug«.

En læser har skrevet ind til The Sun Herald, der bringer historien. Læseren skriver, at beslutningen blev truffet, da skoleklasserne havde læst dele af bogen. Klasserne får ikke lov at læse resten af siderne. Grunden til ændringen var bl.a. »N-ordet«, skrev læseren videre.

Ytringsfrihedsdebat i USA

Flere universiteter i staterne har bandlyst visse ord. I New Hampshire forbød man blandt andet ordene »amerikaner« og »homoseksuel«. De blev anset som problematiske.

Og på Berkeley University i Californien har man aflyst en ytringsfrihedsuge (Free Speech Week, red.), fordi den britiske forfatter Milo Yiannopoulos skulle tale. Der blev i februar skudt, da han talte ved University of Washington i Seattle. Yiannopoulos er højreorienteret og kalder sig selv for ytringsfrihedsfundamentalist. Han har bl.a. udtalt sig meget kritisk om homoseksuelle, hvilket han selv er.

Også i Sverige har man censureret eller bandlyst bøger. Bl.a. Mustafas kiosk fra 1999, som blev trukket tilbage af forlaget. Den blev anset for »racistisk og homofobisk«.

I Danmark er der også for nyligt set eksempler på lignende tendens. Statens Musuem for Kunst fjernede ordet »neger og hottentot« fra flere kunstværker.