Da Peter Lund Madsen var ung lægestuderende, blev han under en sen studentervagt på Rigshospitalet vidne til en pudsig episode.
Sammen med lægen på den neuromedicinske afdeling blev han kaldt ned til en patient, der var faldet ud af sin seng.
Da de nåede frem, var der tumult på patientstuen. Patienten, en ældre mand, var på det nærmeste kommet i slagsmål med to portører og en sygehjælper. Han ville ikke kendes ved sit venstre ben og forsøgte derfor ihærdigt at kyle det ud af sengen. For som manden ræsonnerede: Når benet nu ikke var hans, så skulle det heller ikke ligge i hans seng.
Patienten havde haft en blodprop i højre side af hjernen og havde derved, uheldigvis, udviklet et symptom ved navn . Det indebar, at han havde mistet interessen for alt, hvad der foregik i venstre synsfelt og dermed også erkendelsen af, at hans venstre ben var hans eget.
Den sælsomme historie står at læse i hjerneforskeren, foredragsholderen og scenekunstneren Peter Lund Madsens moppedreng om menneskehjernen »Dr. Zukaroffs testamente«. Og historien fortælles for at anskueliggøre, at vores verden skabes i vores hjerner. Hvilket har nogle foruroligende konsekvenser, som vi vender tilbage til.
Det er et værk, der er lige så snurrigt som Hjerne-Madsen selv: Hverken roman eller selvbiografi, hverken dagbog eller populærvidenskab, men en herlig blanding af det hele – dog mest det sidste. Men først og fremmest er bogen ambitiøs – et forsøg på med fiktive fortællegreb at beskrive den overlegne menneskehjerne i alle dens forunderlige facetter. Og man må sige, at Madsen lykkes med forehavendet et langt stykke hen ad vejen.
Mødet med en dansk-tysk-russisk forsker
Bogens indledning er genial. Tiden er skruet tilbage til 9. oktober 2006. Madsen er frustreret. Han vil skrive en bog om hjernen, men alle forsøg ender i en blindgyde, fordi det enten bliver for uoriginalt eller for nørdet. Under et besøg inde i København passer en ældre herre ham imidlertid op. Han hedder Alexander Zukaroff, og han har et tilbud. Han vil hjælpe Madsen med at skrive sin bog.
Madsen ender med at tage imod tilbuddet fra den veltalende, gammeldags udseende, men også irriterende insisterende herre. Hvilket fører ham på en både geografisk og mental rejse ind i menneskesindets krinkelkroge.
Det viser sig nemlig, at Dr. Zukaroff er martret af en række sindsoprivende oplevelser, der hver for sig afspejler aspekter af menneskets sind. På den måde kommer den hemmelighedsfulde dansk-tysk-russiske forsker, der bl.a. har arbejdet med bakteriologisk krigsførelse i DDR, til at fungere som effektiv motor i fortællingen.
Den fiktive rammehistorie giver også forfatteren øget frihed. Bl.a. kan han foretage konklusioner, som der strengt taget ikke er videnskabelig dokumentation for, men som man intuitivt fornemmer er rigtige, f.eks. at i ørredens, slangens og frøens indre hersker der kun tomhed og mørke.
Der er et enormt over fortællingen, der begynder med livets og dyrenes udviklingshistorie og dermed hjernens evolution – fra hjernens enkle basismodel i fladormen over vores fjerne forfædre, fiskenes, væsentligt mere komplekse struktur og frem til vores mentalt overlegne art ’ opståen for ca. 100.000 år siden.
Går op i en højere enhed
Undervejs får Madsen fortalt neurologiens historie, der indeholder en perlerække af fabelagtige opdagelser, og han dissekerer hjernen fra A til Z, komplet med hele det videnskabelige fodnoteapparat i orden.
Den videnskabelige del af bogen er krydret med en lang række fine og illustrative tegninger af Ingeborg Nielsen, mens den åndelige rejse med dr. Zukaroff har selskab af forfatterens egne stemningsfulde og hverdagsagtige sort-hvide fotografier.
Det lyder formentlig lettere mystifistisk, men næsten alt går op i en højere enhed i dette originale og forholdsvis lettilgængelige værk, der næppe har sin lige i litteraturhistorien. End ikke nordmanden Josteins Gaarders filosofihistoriske roman »Sofies verden« er helt så dristigt gennemført på sit fagområde, som »Dr. Zukaroffs testamente« er her på hjernens banehalvdel.
Et af de mest interessante afsnit handler som sagt om vores virkelighedsopfattelse. Hverken mennesker eller noget andet dyr ved reelt, hvad virkeligheden er for en størrelse. For mellem os og virkeligheden eksisterer et filter, der består af vores forføreriske sanser og bag dem vores lige så forføreriske hjerne. Som Madsen skriver:
»Alt vi oplever, farver, smagsindtryk, lugte og lyde, udspringer fra vores hjerner. Den verden, vi oplever i vores bevidsthed, skabes af vores hjerner, og den eksisterer kun der.«
Dannelsesrejse
Forfatteren er ikke i tvivl om, at enkelte intelligente dyrearter – spækhuggere, chimpanser, elefanter og selv ravne – har en form for selvbevidsthed. De kan således bestå spejltesten – erkende, at det er dem selv, de ser i et spejl. Men det er kun i den menneskelige hjerne, at selverkendelsen er opstået, altså evnen til at vide, at vi ved, at vi er her, og at der er andre, der tænker på samme måde. Parallelt kommer sproget og dermed evnen til at videregive information til vores efterkommere. Vi erfarer, organiserer os, udvikler os.
Madsens værk er formet som en dannelsesrejse ind i hjernens og bevidsthedens dybeste grotter. På samme måde er bogens tone dannet, nærmest lødig. Det er en gentleman, der taler her. Tilmed en let (selv)højtidelig af slagsen. Der tales næsten ikke om sex og parringsdrifter, hvilket man, afhængig af smag, kan vælge af opfatte som en befrielse eller en mangel.
Skal man komme med et par enkelte indvendinger, kan man hævde, at forfatteren sammen med sit alter ego, dr. Zukaroff, til tider bevæger sig vel langt bort fra sit fagområde. En vis sentimentalitet indfinder sig også mod bogens slutning, hvor symbolikken bliver en smule tykkere, end godt er.
Men man bærer gerne over med Madsen, for der er strøet så megen fortælleglæde og indsigt og så mange aha-godbidder ud over siderne, at man konstant får næring til at fortsætte læsningen – også for at finde ud af, hvad han egentlig har gang i, den dunkle dr. Zukaroff.
