Dovent sprog dominerer fru Hemingway-bog

Ujævn fortælling om en kvinde, der synes så grå og kedelig, at man har svært ved at tro på Ernest Hemingways store kærlighed til hende.

Hvis den eneste grund til at skrive en bog om en kvinde er, at hun har været gift med en stor forfatter, så skulle man måske hellere lade være. Dels gør man kvinden – både den pågældende eks-fru Hemingway og alle andre muser m.m. – en dårlig tjeneste, dels trækker man store veksler på den forstandige læsers tålmodighed.

Nu kan det selvfølgelig være, at den amerikanske forfatter Paula McLain har haft andre hensigter – såsom at slagte ikonet Hemingway eller udstille 1920ernes dekadente Paris – men ikke desto mindre er resultatet, at »Madame Hemingway« er en fluffy og floskelfyldt skumfidusromance uden den slags litterær fylde, der gør en god roman.

Derudover er hovedpersonen, Hadley Hemingway, som moren engang kaldte en lille liggehøne, fremstillet som en så grå og kedelig person, at man tvivler på, at det er den samme kvinde, Ernest Hemingway giftede sig med som helt ung og elskede resten af sit liv, på trods af svigt, skilsmisse og nye ægteskaber. Mon ikke denne første af hans fire hustruer, der var otte år ældre end ham og tilsyneladende ganske omsværmet, havde mere at byde på end det, Paula McLain får frem?

Romanen er skrevet som Hadleys erindringer og strækker sig fra dengang, hun møder Ernest i Chicago, over deres syv års ægteskab og frem til skilsmissen i 1927. Vi hører om deres økonomiske problemer og deres kærligheds- og sexliv, og vi møder perifert den række af kunstnere, som udgjorde deres sociale liv og mere eller mindre var med til at forme Hemingway som forfatter - Sherwood Andersson, Gertrude Stein, Ezra Pound, Scott Fitzgerald m.fl.

Men desværre hører vi mere om al den te, pastis og absint, de drikker, end om de samtaler, de fører. Og det er symptomatisk for bogen, at der er mere overflade end bund, og at man derfor aldrig rigtig kommer ind under huden på hverken Hadley eller Hemingway. Koncentratet bliver derfor, at hun fremstår som en føjelig og flad figur, mens han mest er en djævelsk dum, egocentrisk mandschauvinist.

Man kunne ønske sig, at McLain havde stegt sin marshmallow af en bog over åben ild, så læseren havde kunnet brænde sig på tungen, og det værste lag sukker var smeltet af. For der kunne sagtens være kommet en langt bedre fortælling ud af dette tidsbillede af et mellemkrigstidsforkrampet og eksperimenterende Europa, hvor malere og forfattere søgte nye veje, og hvor de moralske bånd blev løsnet.

Paula McLain kan nemlig godt skrive, og i passager rammer hun lige på kornet, poetisk, politisk og præcist. Men der er langt mellem snapsene – eller de små grønne – og det dovne, floskelfyldte sprog dominerer desværre. Helt ulig den ægte vare – Hemingway himself – der klart er at foretrække.

Forfatter: Paula McLain. Titel: »Madame Hemingway«. Sider: 442. Pris: 300 kr. Oversætter: John Jensen. Forlag: People’s Press