Dorrit og skrivemaskinen

Anden del af Dorrit Willumsens memoirer »Pligten til lykke« rummer berusende velskrevne passager og smerterige rejser i sindet.

Dorrit Willumsen sammen med Olympia – skrivemaskinen, der har været tredje part i forfatterens ægteskab. Foto Fold sammen
Læs mere

Man har næsten ikke kunnet vente på anden del af Dorrit Willumsens erindringer. Nu er de her i form af et erindringens patchwork, syet med følsom og sikker hånd. Hun griber dybt i posen med krystalklare erindringsglimt, skarptskårne replikker og det lystbetonede, skabende arbejde. Det er ikke kun lykkestunder, men også smertepunkter – såvel de fortalte som de bagvedliggende – Dorrit Willumsen rækker frem mod læseren her i »Pligten til lykke«, som fortsætter, hvor »Det søde med det sure« slap i 2009.

Hvor første del var både smerterige og lysende erindringer om barndom og ungdom, fortalt med Dorrit Willumsens formidable evne til at fange det barokke i en situation, er anden del, »Pligten til lykke« – om ægteskabet med forfatteren Jess Ørnsbo, forfatterdebuten og moderskabet – i højere grad bygget op over enkeltstående erindringglimt – nogle steder anekdotisk.

Udgangspunktet er svimlende: »I et hul i himlen færdes et elskende par«. Jess Ørnsbo er på dette tidspunkt studerende, og Dorrit Willumsen »kontordame med bleg hud og en snert af nervøsitet og parfume«. En tredje part i forholdet er Olympia, Dorrits skrivemaskine. Deres meget forskellige smag tørner sammen. Herligt beskrevet. Begge har manuskripter liggende under sengen. Rejser og det personlige, kreative rum spiller en afgørende rolle. Her oplever hun frihed. Det er patchwork med dybe rødder, berusende velskrevne passager på basis af livsklogskab.

Humor veksler med kig til smerterige grænseegne i sindet. Dorrit Willumsen debuterer med novellesamlingen »Knagen« i 1965, og endelig er hun på vej derhen, hvor hun havde drømt og ønsket at være. Moderskabet skildres med fokus på det kvindelige erfaringsrum. »Kønnet kan man ikke lægge uden en temmelig drastisk operation«, som hun så klart udtrykker det. Moderskabet gør hende bevidst om nødvendigheden af at sætte ord på papir – og blive sig selv. Dorrit Willumsen er udstyret med evnen til at se det hele lidt udefra, og dermed er hun lykkeligvis i stand til at se på svigermor-ballade og sovseskeer med en vis distance.

»Pligten til lykke« giver læseren en fin chance for at kigge forfatteren over skulderen, eksempelvis i tilbageblikket på arbejdet med romanen »Marie« om Marie Tussaud. Man får indtryk af, at Dorrit Willumsen lever i det lystbetonede skrivearbejde. Hun er »forfalden til ensomhed« – den ro, der gør det muligt at skabe. Hun tegner et højloftet rum omkring det nære, det legende og den kunstnerisk skabende kraft. Afsnittene om glæden ved at have hund breder sig dog lovlig meget.

Men det skygger ikke for, at »Pligten til lykke« danner et fint patchwork af lysende og mere mørkt tonede felter. Man mærker dybden i spillet mellem det fortalte og de bagvedliggende rum. Læseren må ved bogens sidste side spørge sig selv, om det ikke er overmåde vanskeligt med to forfattere i et ægteskab.