Det er som at komme fra mørket op i lyset, når man læser Agneta Pleijels roman »Søster og bror« – afslutning på trilogien, hvor de første bøger var »Dronningens kirurg« (2007) og »Kongens komediant« (2009). »Søster og bror« udstråler ægthed og er vidnesbyrd om den svenske forfatters evne til at træde ind i tanker og følelser og skrive sig frem til en erkendelse. Lyset kommer ikke fra fortrængning af mørkere stuer i slægtshistorien. Der er flere meldinger fra afgrundsdybet.
Her i tredje del af trilogien, med udgangspunkt i Agneta Pleijels egen slægts historie, er det de nære bånd mellem søster og bror, der træder frem med nuancer i det følelsesmæssige. Der er ellers lagt op til afstand mellem de to søskende i den musikalske familie med Alberts tragiske døvhed og Helenas musikalitet og smukke sangstemme. Hun uddannes af faren, operasangeren Isaac Berg (1803-1886) og bliver hans plakatsøjle. Albert bliver marinemaler. Der udfolder sig en gensidig forståelse mellem de to søskende. Hvor både »Dronningens kirurg« og »Kongens komediant« havde fokus på ensomhed, er der i »Søster og bror« vibrerende følelsesmæssige bånd. Vi kommer tæt på personernes savn og skuffelser – især indblik i Helenas ulykkelige ægteskab, frihedssøgen, dybe depression og sygdom – men også på de menneskelige relationers, naturens og den kunstneriske iagttagelses betydning. Originalt fremhæver bogen stilheden.
Som Victor Hugo udtrykte det, er den eneste virkelige døvhed, sjælens døvhed. Det er Agneta Pleijels opfattelse, at fortiden vil os noget. Og det er netop den indlevede og generøse fremstilling i »Søster og bror«, som løfter bogen til et fornemt niveau. En særlig nænsomhed kendetegner Agneta Pleijels skrivemåde og brug af slægtens breve. Overbevisende sammenfletter hun den psykologiske indsigt, det lange perspektiv og den sproglige originalitet. Resultatet taler direkte til læseren. Lyset vinder over mørket.
