Døden kommer i blåsort fjerham

Kragen er en symbolsk størrelse i Max Porters prisbelønnede debutroman.

Engelske Max Porter er blevet rost til skyerne for sin debutroman »Sorg er et væsen med fjer«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann

Nogle romaner udkommer med så mange priser og lovord svirrende omkring sig, at det er svært at læse dem klarøjet. Enten læses de gennem for positive briller eller med for meget skepsis, for er det nu også så godt, som det påstås.

Engelske Max Porter debuterede med romanen »Sorg er et væsen med fjer«, der har modtaget den store The Dylan Thomas Prize og er blevet kaldt alt fra et »fuldstændig exceptionelt litterært værk« til »en sublim og smertefuld fremkaldelse af en families sorg.«

Det sidste er i hvert fald indiskutabelt. Romanen, der nu foreligger på dansk i Pia Juuls grundgode oversættelse, handler i dén grad om familiesorg og mere præcist om en mand, der har mistet sin hustru og nu står tilbage med to drenge. Omkring dem er en kreds af venner om familie. De gør naturligvis, hvad de kan for at hjælpe og trøste. Selv om intet hverken kan hjælpe eller trøste. De er alene tilbage i verden.

For nylig udkom Tom Malquists suveræne, meget smertefulde »I hvert øjeblik er vi stadig i live«, der fortæller om en elskets alt for tidlige død og om at stå tilbage med et barn. Porters roman minder på de måder om Malmquists.

Men de to forfattere har valgt vidt forskellige litterære strategier, og svenskeren skriver nøgternt, lige på, mens Porter går i en mere fabulerende retning. For midt i sorgen i dukker en fugl op ved familiens hoveddør. Ikke en hvilken som helst fugl, men en stor krage, der siger – den kan nemlig tale – at nu flytter den ind, og at den har tænkt sig at blive så længe, det er nødvendigt.

Porter imponerer

Kragen er selvsagt en symbolsk størrelse, og hvordan den skal forstås, slås allerede fast i romanens titel. Den sorte fugl er sorgen selv, og Porter forsøger via forskellige fortællestemmer – kragens, farens og drengenes – og komme så tæt på smerten og tabsfølelserne som overhovedet muligt. Alle i familien får stemme, også den døde mor der ekkoer et sted mellem de endnu levende.

Det fungerer. Det bevæger. Men særligt når faren fortæller, og hvor de andre stemmer sine steder virker en smule konstruerede, står hans stemme klart og troværdigt.

Stærk er ikke mindst hans hårdhed og ærlighed i en tid, hvor han »burde« være blød og selvudslettende. Når han eksempelvis udtrykker sig sådan: »Jeg tænkte at hovedresultatet af, at hun var væk, måske ville være at jeg permanent blev en der organiserede, sådan en mand som skrev lister og udvekslede taknemmelighedsklicheer, som maskinagtigt sørgede for rutinerne for små børn uden Mor.«

Ærligheden er voldsom. Men faren er også forfatter. Altså et mennesket med et udtalt behov for tid alene. Hvilket sjældent er en mulighed som alenefar. Og det hele, samt mere til, træder sørgsort frem af siderne takket være Juuls fine, glimtvis brillante oversættelse. Især i denne linje fra et krageafsnit, som ligner poesi: »Jeg rev en kulsort fjer ud af mit hoved og lagde den på hans pandeben, pand, ham, én.«

»Sorgen er et væsen med fjer« er en lyrisk tonet roman, som får indfoldet både lys og humor i sit buldermørke og forløses i et elegant, velkomponeret forløb, hvor farens stemme dog havde fortjent mere plads. Eller alternativt at de andres stemmer havde stået stærkere. Men som debutant imponerer Porter, der for pokker ikke kan gøre for, at så mange har rost ham til skyerne, ja, rost ham helt derop, hvor luften er tynd og gør enhver svimmel.

Titel: Sorg er et væsen med fjer. Forfatter: Max Porter. Oversætter: Pia Juul. Sider: 128. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.