Hvis det vigtigste i en krimi er det gode plot og en ordentlig håndfuld pageturners, så leveres varen i tre nye danske spændingsromaner. Kræver man lidt mere end det, for eksempel et godt sprog, en indsigtsfuld persontegning og et twist af litterært overskud, så lever de imidlertid ikke alle helt op til forventningerne.

Helle Vincentz har i sin anden bog om den karrierebevidste erhvervskvinde Caroline Kayser skrevet en meget aktuel og langt hen ad vejen interessant bog om skruppelløse pirater og forretningsmænd. Historien i »Den filippinske pirat« foregår dels i Danmark, hvor hovedpersonens mongolbror er kommet til skade, dels i USA hvor en dødeligt syg forretningskvinde forsøger at sone tidligere forbrydelser med humanitær hjælp, og dels, og ikke mindst, på et danskejet containerskib i Asien. Besætningen har truet med at nedlægge arbejdet på grund af risiko for piratangreb og manglende sikkerhed om bord, og for at vise mod og handlekraft over for sine mandlige chefkolleger i Dana Oil tilbyder Caroline Kayser at rejse derud for at tale sømændene til fornuft.

Tingene udvikler sig dramatisk, tempoet er hæsblæsende, men tonen er indimellem påtaget højspændt, som om Vincentz forsøger at tillægge sig en særlig thriller-stil i stedet for at finde sin egen stemme.

Der er mange fine passager, men desværre også for mange klicheer samt en noget stereotyp persontegning.

Forfulgt præst

Lidt flere nuancer er der i debutanten Dorthe Annette Hansens uhyggelige »Fristelsen«, hvor handlingen udspiller sig i et lille lollandsk samfund. Da først præstens datter og året efter en anden lille pige forsvinder sporløst, rystes lokalsamfundet, og alle mistror alle. Præsten selv føler sig forfulgt og er godt på vej til at krakelere, da politiet har ham under mistanke, hans hustru ikke længere tror på hverken ham eller noget som helst andet, og hans sognebørn både truer og overfalder ham. Han fritstilles fra jobbet og ender i en kafkask spændetrøje.

Bogen handler om det gode og det onde, om løgn, mistro og blind tiltro til, at det, man ser, er sandt. En krimi forklædt som en historie om social deroute, og om hvor hurtigt man kan miste alt. Men heller ikke bogen er, hvad den udgiver sig for, og som læser skal man tage sig i agt for udlagte snydespor.

Dorthe Annette Hansen har grundlæggende et godt tag på historien, og sproget er heller ikke dårligt, det er neutralt, let og ligetil, måske nogle gange for ligetil, særligt i den noget banale tone i jeg-fortællerens, dvs. præstens, formodninger og betragtninger.

Barnet som offer

Lars Kjædegaard, derimod, brillerer med endnu en Hvid og Belling-krimi, »Den røde labyrint«, skåret efter den traditionelle kriminalromans læst uden de store genremæssige eksperimenter, men med et sprog og et plot, der holder hele vejen igennem. Også i denne krimi bliver et syv-årigt barn offer for en forbrydelse, og selv om en af de mistænkte hurtigt erklærer sig skyldig, er tingene heller ikke her, som man skulle tro.

Den syv-årige er i øvrigt barnebarn til Hvid og Bellings chef, og sideløbende med deres opklaringsarbejde forsøger chefen på egen hånd at finde den skyldige med hjælp fra den københavnske underverden. Det er stilsikkert og lydefrit, men måske også lidt for pænt, om end det delvist opvejes af den særlige kjædegaardske tone af underspillet samfundssatire.