Død og pine - men Lars von Trier hører man ikke meget til

Jenle Hallunds forpinte og patos­fyldte debutroman, »Mænd bærer min kiste«, er ikke talentløs, men ofte for meget. Og den berømte filminstruktør er ikke den vigtigste af de fem mænd i bogen, der mest handler om forfatteren selv.

Jenle Hallund: »Mænd bærer min kiste« Fold sammen
Læs mere

Det er en god og indlysende ramme, Jenle Hallund har lagt om sin mere eller mindre selvbiografiske debutroman, »Mænd bærer min kiste«. Fem afsnit om fem mænd, der har betydet noget særligt for hende. Fem afsnit om hende og faderen og hende og broderen og hende og tre ægtemænd/elskere. Og det er også en god, omend knap så indlysende, titel hun har givet sin roman, for den siger i al sin patos meget om, hvad det er for en bog.

En bog, nemlig, hvor livsangst og dødsangst og dødsdrift og kønsdrift fylder godt op, og hvor der, hvad store og ofte destruktive følelser angår, er rigtig meget at komme efter. Hvis man derimod, efter de seneste dages medieomtale af romanen, forventer lange, saftige beskrivelser af forfatterens forhold til Lars von Trier, ja, så bliver man nok skuffet.

Den kvindelige jeg-fortæller, der nogle gange omtaler sig selv i tredje person, bruger godt nok et afsnit på Geniet (der i romanen er en genial forfatter, ikke en genial filminstruktør!), og Geniet er, fremgår det, på sin egen måde omtrent lige så skør som hovedpersonen selv.

F.eks. kan han finde på at spadsere over til hende ved en fernisering og lægge sin hånd i skridtet på hende og sige højt, at »der er ild i hendes kusse«, og han kan finde på at sige, at han ville ønske, at hun døde, og at han har lyst til at køre ind i et træ ... Men alt i alt står der ikke så meget om ham, og han er altså stadig kun én ud af fem betydningsfulde mænd i en roman, der mest handler om hovedpersonen selv.

Den smukke far og den højtbegavede bror

Vigtigst af mændene er Geniet heller ikke. Den status tilkommer hovedpersonens far, »min smukke far«, som hun kalder ham. »Min lille prinsesse, mit stolte lille barn, det er dig, jeg elsker«, tænker hun, at han tænker om hende, da han bliver gift igen kort før den kræftdød, der senere i fortællingen spejles i jeg-fortællerens egen måske livstruende sygdom og dødsangst.

Og så er der broderen, den højtbegavede filosofistuderende, der hellere vil skrive fiktion, og der er den sorte stjernefodboldspiller, der vil have hende og ikke vil have hende, og der er hendes 20 år ældre britiske kunstnermand, som hun køligt distanceret kalder »min britiske mand«. Så længe det varer.

Der er disse fem mænd, og der er hovedpersonen selv, der fortæller om sig selv og om dem, men altså mest om sig selv, herunder om sit selvmordsforsøg og om sit farvel til et psykiatrisk hospital: »Det er virkeligheden, der er syg,« konkluderer hun. »Nu vil hun opleve, hvordan de rige og de lykkelige lever.«

Hvad ondskab er, og hvad virkeligheden er, hører til de store filosofiske spørgsmål, der tænkes over undervejs, og nogle steder i romanen slås der også over i noget, der mere ligner digte, og som i deres upoetiske højstemthed kun glider ned, fordi de er indlejret i en mere spiselig prosa. Her er et eksempel: »I Dostojevskijs Idioten hørte jeg din latter/I Forbrydelse og Straf rakte du ud efter mig/og fandt en sandhed til dit dilemma./Jeg huskede din gråd i Tolstojs Ivan Iljitjs´s Død/om en mand som ikke kunne være.«

Uha, uha ...

At kalde »Mænd bærer min kiste« en vellykket debutroman ville være at skyde over målet. Talentløs er den imidlertid heller ikke, og når forfatteren glemmer sig selv en lille smule og fortæller, hvad hun ser, som i et afsnit om en rejse til grusomhederne i Pristina, så sker der rigtig gode ting, og på en måde hænger det hele jo også meget godt sammen.

»Mænd bærer min kiste« fortæller om en forpint sjæl i et forpint legeme, så bogens forpinte prosa rammer i den forstand plet, og hvis forfatteren en dag kan distancere sig mere fra sig selv, kan der måske komme noget rigtig god litteratur ud af det. Om ikke ligefrem genial.

Titel: »Mænd bærer min kiste«.

Forfatter: Jenle Hallund. Oversat fra engelsk af Henriette Houth i samarbejde med forfatteren.

Sider: 200. Pris: 249,95.

Forlag: People’sPress.