Det er noget af en udfordring, Theiss Bendixen giver sig selv med bogen »Rejsen ud af kaninens pels«.
Han vil trække tråde mellem evolutionsteori, biologi, astronomi m.m. og vise, at man »ved hjælp af en videnskabelig tilgang til verden kan begynde at opklare De Store Gåder.« Overtroen – heriblandt kristendommen – skal lægges på hylden, så vi kan »hæve vores bevidsthed til et nyt niveau.«
I en tid med fake news og en tilsyneladende uendelig strøm af myter om mennesket, kost, politik, historie mm., skal enhver hyldest til videnskaben bydes velkommen. Desværre er der flere problemer med »Rejsen ud af kaninens pels«. Et af dem er sproget. Bogen er bygget op om et billede af en rejse, som vi - læser og forfatter - tager ud på sammen. Allerede der bliver det højstemt og X Factor-agtigt. Samtidig er de fleste sætninger pumpet med indskudte sætninger, tillægsord og et billedsprog, der stikker i alle retninger. Flere steder minder det om en mellemting mellem en gymnasie-stil og en hypnotisør:
»Ikke langt fra det aldrende træ kan vi høre en brusende flod, og vi bliver med det samme inspirerede! Den spæde idé vokser sig flygtigt til en fuldvoksen analogi.«
Et andet eksempel:
»Nysgerrighed, opfindsomhed og en skeptisk tilgang vil tilsammen udgøre rygraden i vores ekspeditionsflåde, fantasiens fartøj, og Solens stråler vil stolt spejle sig i det kridhvide storsejl, symbolet på et klarere perspektiv.«
Måske er det en smagssag, men den slags parfumeret billedsprog får det til at stritte på mig.
Vigtigere end de sproglige fejldufte er bogens gennemgående idé om, at en videnskabelig tilgang til livet per definition udrydder en religiøs.
»Vi har ikke absolut fået modbevist, at Gud, genfærd eller andre overnaturlige væsner eksisterer, det kan aldrig lade sig gøre fuldstændigt, men vi har i det mindste, håber jeg, gjort dem overflødige,« skriver Theiss Bendixen i et af bogens sidste kapitler. Men det har han ikke.
Videnskaben kan ikke forklare eller genskabe, hvordan livet opstod. »Men det er ikke noget, vi behøver at ærgre os over særlig længe,« skriver Theiss Bendixen og lyder mere som en fundamentalistik præst end en videnskabsmand. Det svækker bogen, som ellers har nogle udmærkede gennemgange, ikke mindst af den menneskelige hjernes måde at opfatte verden på.
Til slut når Theiss Bendixen frem til, at mennesket er generøst, kreativt og søgende, ikke på trods af evolutionen, men på grund af den, og at der ligger en poesi i at forstå det. Det er en smuk tanke. Desværre er den ikke særligt original og findes bl.a. langt skarpere beskrevet i Tor Nørretranders’ »Det generøse menneske«.
Rejsen ud af kaninens pels
★★
Forfatter: Theiss Bendixen.
Sider: 320.
Pris: 299,95 kr.
Forlag: Gyldendal.
Anderledes skarp er rocksanger og biologiforsker Johan Olsen i sin børnebog »Bogen om verden«. Den er skrevet til børn over 11 år, men mit bud er, at de fleste kan få genopfrisket deres forståelse af relativitetsteorien, menneskets biologi og kvantemekanik ved at læse Johan Olsens forklaringer. Det er simpelthen overlegent leveret, humoristisk og til tider poetisk, men først og fremmest tilgængeligt. Johan Olsen pakker ikke sin viden ind i en fortælling om en rejse. I stedet giver han benzin til tankerne, og så kan de ellers rejse, hvorhen de vil:
»Alle de atomer, der er inden i din krop, og som ikke er hydrogen, er dannet i midten af kæmpesole, der eksploderede for milliarder af år siden.«
Det er ikke nogen let opgave at få supergalakseklynger, lys og virkelighedsopfattelser ned i børnehøjde, men det lykkes, og forhåbentlig bliver en livslang nysgerrighed vakt. Der er stadig plads til forundring og mystik. Heldigvis. Derfor er Johan Olsens opfordring også på sin plads:
»Vi ved, at noget lever, fordi molekylerne inden i det arbejder sammen i et netværk, der er enormt kompliceret ... Men hvorfor er bakterien levende? Vi forstår det stadigvæk ikke. Endnu. Måske bliver det dig, der finder ud af, hvorfor noget lever, og noget ikke gør.«
Bogen om verden
★★★★★
Forfatter: Johan Olsen.
Sider: 192.
Pris: 200 kr.
Forlag: Politikens forlag.
