To af efterårets iøjnefaldende vigtige kvindelige lyrikdebuter er Shadi Angelina Bazeghis »Vingeslag« og Lotus Gregers` »Vrangvendt«. Bøgerne er stærke rapporter fra et par af tidens smertezoner. Fra krigens og kroppens slagmarker.
Shadi Angelina Bazeghi er født i Iran og har tidligere gjort sig bemærket som oversætter af den banebrydende iranske digter Forugh Farrokhzads digte »Kun stemmen bliver tilbage« og som bidragyder til antologien »Nye stemmer«, der var resultatet af en litteraturkonkurrence, Berlingske og Gyldendal udskrev i 2006 for »alle med anden etnisk og kulturel baggrund«.
Allerede i titlen, »Vingeslag«, høres tydeligt det møde mellem poesiens lette fugleflugt og krigens tunge erfaringer, der er omdrejningspunkterne i Bazeghis digte.
Krigen er et gennemgående tema med ophold i beskyttelsesrum, mørklagte byer og indrammede portrætter »på hvert gadehjørne« af martyrerne, de døde unge mænd. Men samtidig – og også på trods – folder poesien og kærligheden sig ud i korte intense glimt: »åh for duften af basilikum og vild lilla mynte/for kornblå dage, uægte jasmin og sølvhvide nætter/åh for ildfluer og cikadernes sang« eller »Jeg husker/den ømmeste uendelighed i dit blik«.
Digtenes største styrke er ikke møderne og ordvekslingerne mellem et jeg og et du, der i tonefaldet er tydeligt farvet af en anden tradition for kærlighedslyrik, og som også i nogen grad tynges af et næsten demonstrativt forbrug af fremmedord.
Stærkest og mest overrumplende spilles kontrasterne i »Vingeslag« ud i klippene mellem kærlighedens vilkår i den krigshærgede by og en dansk virkelighed med teenagedyrkelsen af FCK og Jesper Grønkjær: »Jeg fløj hjem. Alene. Halvfuld og helblæst, mens jeg tænkte på Grønkjærs øjne.«
Afstanden mellem krigens og fodboldens kamppladser i »Vingeslag« slår hårdt. Shadi Angelina Bazeghis digte rykker med deres virkningsfulde greb begge slagmarker direkte ind i et nutidigt dansk bevidsthedsrum.
Intens smerte
I Lotus Gregers’ digtsamling »Vrangvendt« er det kroppen, der er selve den altoverskyggende kampzone, forfatteren skriver sig med hudløs og næsten ubærlig ærlighed tæt på anorektikerens erfaringer og på en intens væmmelse ved både egen og andres kroppe.
Flere af digtene former sig som opremsninger af idiosynkratiske kropsbilleder og som en slags katalogtekster over kvindelig selvforagt:
»Kvinden går i et med gulvet,/har samme farve som gulvet,/hvid mod hvid,/hendes krop er trukket i hvidt,/som et gennemsigtigt filter/Hendes lemmer vrider sig,/de vrider vrangen ud på sig selv,/knækkede knogler ligger på gulvet som tændstikker/Ligger/Hun er gennemsigtig som udspændt plastik på krop ...«
Hinsides alle psykologiske tolkninger og forklaringer bevæger »Vrangvendt« sig stedkendt rundt i selvledens og selvdestruktionens landskaber og lader digtene forsøge sig med både alkohol og sex, men uden stærke lystfølelser, og uden at de på noget tidspunkt forlader de områder, hvor sorg og savn og selvforagt er nøgleordene. »Vrangvendt« er i al sin nøgne registrering en knugende og rystende rapport fra kroppens smertezone.
Shadi Angelina Bazeghis og Lotus Gregers’ debutdigte er meget forskellige. Men den intense smerte er deres fællesnævner.
