Digte pendler mellem længsel og savn

Pia Tafdrups nye digte rummer skiftende motiver, nære tab og kosmiske perspektiver.

Alle digte har en længsel! Sådan lyder en af de tidlige og grundlæggende læresætninger i Pia Tafdrups poetik. Men i hendes nye digtsamling ligger en lettere omformulering lige på tungen. I »Smagen af stål« er længslen i mange af digtene forvandlet til et savn, og så er der i øvrigt lagt op til overvejelser omkring relationen mellem netop de to størrelser. Allerede i bogens andet digt med den sigende titel »På evig jagt« finder en slags ankomststed:

»og vi ankommer til et savn,/ulæseligt som universets sorte huller,/brændende af samme storm,/der får os til at spærre øjnene op,/stå som et barn/på en strandsten i frost og sol/med fiskekrogen boret ind i fingeren.«

På nogle få linjer bliver en håndfuld vigtige stikord til de ni afsnit i Pia Tafdrups bog komprimeret: Savnet, smerten, gåden og kosmos.

Med stålet i titlen signalerer og kommenterer Pia Tafdrup en tidsånd med al dens kulde og hårdhed, og krig og konflikt dominerer i afsnittet med den ildevarslende overskrift »No Return«, der konstaterer, at »selv ikke på museer findes freden«, og som både bevæger sig ud i verdens konfliktzoner med billederne i »Jævnet by« og ind på parforholdets og det nære samlivs slagmarker med digte som »Stadier på livets vej« og »Ikke-postet brev«, hvor indledningsordene ligner en klar poetisk krigserklæring: »Jeg drømmer, at min pen/er en økse ...«

Savnet eller tabet i mange forskellige skikkelser fylder meget i »Smagen af stål«, familiemedlemmers og venners død, tab af kærlighed, tillid og tro, alderdommens tab og tab af håb. Ikke mindst et par digte om moderen, der synker ind »i ekkorum af fortid«, før hun dør, fremkalder igen den klump af bevægelse, der satte sig i halsen efter læsningen af forfatterens »Tarkovskijs heste« om den demente far og hans død.

Et af de digte, der med en karakteristisk blanding af nøgternhed og stærke følelser materialiserer tabet, er »Dødsbo« med den omhyggelige og detaljerede skildring af tømningen af den døde mors lejlighed. Her går følelser, registreringer og ræsonnement op i en højere enhed. Midt i afsnittet »Tab« kan Pia Tafdrup anbringe linjen »planeter svæver gennem rummet«, og oplevelsen af en større helhed og sammenhæng er betonet i bogen. »Rumperspektiv« hedder et digt, og som en sand kosmosborger og rumpoet vender Pia Tafdrup kameralinsen mod jorden: »Der i det fjerne bor jeg, der har min kat i dag/for første gang set et rådyr ...«

En nær forbundethed med kosmos, med elementerne og dyrelivet - kattens, egernets og den butsnudede frøs verden – er en afgørende side af Pia Tafdrups nye digtsamling. Ajourføringen af den store tabsliste finder sin modsætning i de vinduer, en række digte åbner til en cyklisk orden, til årstidernes og døgnets skiftende belysninger og til de udsigter og tegndannelser i naturen, der peger mod en inderste, hemmelighedsfuld kerne i eksistensen, det »uforståelige mere«, som når for eksempel en flok svaner løfter sig fra søen og rejser spørgsmålet: »Hvilke kræfter ønsker fuglene op/over vandoverfladen, når de har en sø/med fiskestimer, galakser af grøn tang?«

»Smagen af stål« er en Pia Tafdrup-samling af klassisk tilsnit med en velkendt motivkreds og ikke mindst med det karakteristiske mod til at tage de metafysiske spørgsmål og tabets smerte alvorligt. Digtenes problematiske side er et patetisk tonefald, der nogle steder drives til det yderste, som for eksempel i »Vinterblod«, hvor konflikt og smerte spidser til: »Blankslebet solkulde,/feberflammer gennem luften.« Her tager smagen af litterær patos overhånd.

Titel: Smagen af stål. Forfatter: Pia Tafdrup. Sider: 144. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.