Det store ordtyveri

En forfatter blev forleden afsløret i at have stjålet talrige passager fra Klaus Rifbjergs »Den kroniske uskyld«. Tilfældet står langt fra alene i litteraturens verden, hvor grænserne mellem inspiration, reference og plagiat kan være hårfine.

11FRI_Ordtyveri.jpg
Illustration: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Kirsten Carlsen har skrevet syv ungdomsromaner. Af dem har »En som mig« fra 2009 solgt bedst. Den var populær i såvel boghandlere som på biblioteker, hvor mange gerne ville læse om Mathilde Lærkenfeldts liv og oplevelser.

En læser undrede sig dog. Noget virkede underligt bekendt i romanen. Der var et ekko af noget andet, af en anden tekst, ikke bare ét sted, men på mange af bogens sider. Til sidst gik det op for læseren, hvad »En som mig« mindede om. Eller ikke bare mindede om, men i talrige passager var en decideret afskrift af. Og det var ikke et perifert værk, men Klaus Rifbjergs »Den kroniske uskyld« fra 1958, som snart sagt alle danskere har læst i skolen. Men altså ikke Kirsten Carlsens redaktør. Eller også opdagede hun bare ikke det ellers åbenlyse plagiat, som Politiken som de første kunne fortælle om. Bevismaterialet er ellers overvældende. Først et citat fra Klaus Rifbjergs »Den kroniske uskyld«:

»Der var noget supermand over ham, noget man ikke rigtigt kunne røre ved, noget der bare fik det glade, rullende vanvid til at drøne gennem een, så man blev et helt andet menneske midt i den tåbelige stank af æggemadder og prutter og cigaretskod.«

Så fra Kirsten Carlsens »En som dig«:

»Der var noget superwoman over hende, noget, man ikke rigtigt kunne røre ved, noget, der bare fik det glade, rullende vanvid til at drøne gennem kroppen, så man blev et helt andet menneske i den tåbelige stank af teenagesved, spegepølsemadder og prutter.«

Ualmindelig pinligt for forlaget, for forlagsredaktøren og mest af alt for Kirsten Carlsen. Hun står dog – hvilket kun er en ringe trøst – ikke alene, men skriver sig ind i en lang, sort tradition. Eller »sort« er nok for unuanceret. Spørgsmålet om plagiat er mere broget end som så. Gode ord som inspiration, intertekstualitet og referencer er jo indimellem så tætte naboer til plagiatet, at diskussionen kræver nuanceringer.

Men først et par grelle eksempler på plagiat og tilbage til 1976, hvor Alex Haley udgav »Roots« (på dansk »Rødder«), der blev en kolossal succes med sin historie om slaverne og deres efterkommere i USA. Romanen blev også til en miniserie, der rundede 130 millioner seere. Men noget skurrede i en forfatterkollega, Harold Courtlander, da han læste romanen, og 80 passager viste sig at være stjålet fra hans egen »The African«, der udkom ni år tidligere til mere moderat succes.

Alex Haley forklarede senere, at afsnittene var fra »noget nogle havde givet mig, jeg husker ikke hvem.« Og »på en eller anden måde endte de i bogen.« Det lyder ikke videre troværdigt, og Alex Haley endte da også med at indgå forlig med Harold Courtlander og betale ham, hold nu fast, 650.000 dollars i kompensation.

Galt gik det også for amerikanske Kaavya Viswanathan, der var årets litterære stjerneskud i 2006. Den unge Harvard-studerende var endda debutant, og »How Opal Metha Got Kissed, Got Wild And Got A Life« udkom på det velestimerede forlag Little, Brown. Hendes næste roman ville de også gerne udgive, og debuten var købt til filmatisering. Fremtiden var så lys, at hun måtte bære solbriller. Men en medarbejder på universitetsavisen Harvard Crimson undrede sig, og det viste sig, at romanen i passager var afskrift fra Megan McCaffertys ungdomsromaner, »Sloppy Firsts« og »Second Helpings«. Megan McCafferty udtalte, at læsningen af romanen var »som at se sit eget barns ansigt«, og sagen rullede: Forlaget trak romanen tilbage og annullerede optionen på den næste bog og filmplanerne blev aflyst. Tilbage var vanære og skam og et liv som persona non grata i litteraturverdenen.

Verden er fascineret af vidunderbørn, men altså også af fald fra tinderne. Som Kaavya Viswanathan der viste sig at være plagiator. Det samme gjorde tyske Helene Hegemann, der som bare 17-årig blev indstillet til den prestigiøse Preis Der Leipziger Buchmesse for sin debutroman »Axolotl Roadkill«. En blogger genkendte dog dele af teksten fra en anden bog, »Strobo«, af en forfatter, der skrev under pseudonymet Airen.

Men med Helene Hegemann begynder plagiatets kompleksitet også at vise sig. For nok beklagede Helene Hegemann de åbenlyse sammenfald og afskrifter og ærgrede sig også offentligt over, at hun ikke havde krediteret Airen. Men hun sagde også, at hun tilhørte en ny generation, der remixede tekster i jagten på en ny tekst. »Der findes ikke originalitet, kun autenticitet«, sagde hun, da skandalen stormede omkring hende, og forsøgte dermed – enten som undskyldning eller som kunstnerisk statement – at indskrive sig i en lang tradition, hvor ældre tekster spiller med i den nyskrevne tekst. Som når James Joyces’ »Ulysses« eksempelvis forholder sig til »Odysseen« og diskuterer med den på stimulerende vis. Det er en velprøvet, fuldt ud legitim metode, som digteren og kritikeren Ezra Pound (1885-1972) også plæderede for med sit berømte udsagn »Make it new«. Ikke ved at plagiere som Alex Haley, Kaavya Viswanathan eller danske Franz Beckerlee, der i sin roman »De gamle aber er de sjoveste« fra 1985 viste sig at planke fra Neville Smiths »Gumshoe«. Men ved i stedet for at føde noget nyt ud af det gamle. En litterær tilgang, der vandt hævd i 1980ernes postmodernisme og lever videre i talrige forfatterskaber.

Eller med forfatter Peter Adolphsens ord: »Man kan kun være original ved at forholde sig til traditionen, hvad enten man søger at gå mod den, med den eller på tværs af den.«

Han er da også selv blevet mødt af plagiatkritik. Ved udgivelsen af sin anden samling, »Små historier« (2000), måtte Peter Adolphsen således forsvare sig mod anklager af den art. Hans historier og fortælleform lå, mente nogle kritikere, for tæt op ad Jorge Louis Borges »Ficciones« (dansk »Fiktioner«) fra 1944.

Det er måske, som diskussionen antyder, en illusion at tro, det er muligt at skrive sig helt fri af litteraturhistorien og skrive noget helt nyt. Det betyder dog ikke, at tyverier er blevet lovlige. Der er kort sagt regulært plagiat på den ene side og genbrug som kunstnerisk metode på den anden, selvom linjerne mellem dem indimellem kan være uklare.

Men skandalesagerne om rendyrket plagiat vil sikkert blive flere i en tid, hvor laptoppens copy/paste-funktion er så lokkende let at bruge. Fra nettet til Word i ét sekund. Mon ikke det var det, der skete for Kirsten Carlsen, der vel ikke troede, at hun kunne slippe af sted med sin afskrift fra en klassiker? Og selv om det er let at fordømme det åbenlyse plagiat, er motiverne måske ikke altid så kyniske og kriminelle.

For nok kan tyverierne være begået med fuldt overlæg, og gøre det let for en dommer at afgøre, om afsnit er skrevet af eller ej. Men der er også den ubevidste afskrift, der bunder i voldsom inspiration. Psykologerne har faktisk en klinisk betegnelse for det: kryptomnesi. Det dækker over »underbevidste erindringer«. Så det endimensionelle ord »plagiat« har altså flere sider. Den kan være bevidst, underbevidst eller en gemmeleg. En linje fra denne artikel er eksempelvis uden besvær stjålet fra »Den store danske encyklopædi«.