»De bomber ikke Dubrovnik,« siger hovedpersonen Milovans søn, Tomislav, i Birgithe Kosovic´ roman »Det dobbelte land«.
Underforstået, den by, med alt hvad den repræsenterer af historie og værdighed, den bomber man bare ikke. Kort efter - i december 1991 - bomber de serbiske styrker byen.
Tomislavs udsagn er symptomatisk for de menneskelige reaktioner, som Birgithe Kosovic sætter fokus på i romanen, der handler om Jugoslavien gennem de sidste tre generationer. Menneskelig grusomhed går ud over forestillingsevnen. Man tror ikke på den, før den banker på døren. Man lukker øjnene og forsøger at få et normalt liv til at fungere, indtil det bare ikke fungerer mere.
Hovedpersonen er Milovan, der er søn af Radoslav, partisan under 2. Verdenskrig og i folkets øjne en helt, mens den anden side af sandheden er, at han var et uhyggeligt og afstumpet menneske. Milovan har allerede som barn bevidnet den totale menneskelige ondskab, ikke mindst i form af farfarens henrettelse.
Mister meningen
Farfar var en ud af 1.100 mænd i en lille by, som alle blev dræbt af de kroatiske fascister, Ustaaerne. Milovan selv går ind i det kommunistiske parti, hvor han efterhånden bliver både partiformand og borgmester.
Han er en retskaffen mand, og han misbruger ikke sin position, da sønnen får en fængselsstraf, selv om det havde været så enkelt. Men verden er ikke retskaffen. Da Milovan nægter at støtte den nye kroatiske selvstændighedsbevægelse, degraderes han fra den ene dag til den anden.
Måske er det her, han mister meningen med det hele. Den mening, som han eftersøger. Hvordan og hvor skete denne glidning i ham; fra at være et menneske, der stod op for sin ret, til at lade det hele glide sig af hænde, ikke kæmpe mod uret og sågar bedrage sin bedste og tilmed døende ven med dennes gravide kone, glemme sin egen søn og svigte sin elskede Frane?
Ofte gribende sprog
Birgithe Kosovic kommer langt rundt i Jugoslaviens helt ubegribeligt voldsomme historie, men også i sin skildring af det enkelte menneske. Det gør hun i et meddigtende sprog, som indimellem bliver lige lyrisk nok, men for det meste fungerer og griber. Bedst er hun, når det gælder det konkrete, hvad enten det handler om grusomhederne, eller den erotiske passion og nærhed.
Som forfatter har hun fundet et stof og en modenhed i sin tilgang til det. Det eneste, jeg i høj grad savnede i bogen, var et kort over landet, så man bedre kunne følge med.
