»Svinehunde« er ikke det brag af en krimi, den er blæst op til at være. Der er tidspunkter, hvor man keder sig, så det knager, og i stedet sidder og spekulerer på, hvorfor i alverden lige netop denne danske krimi er solgt til 16 lande.
Søskende- og forfatterparret Lotte og Søren Hammer lægger ellers stærkt ud med nogle allerede meget omtalte mord. Fem mænd er blevet hængt i en gymnastiksal på en skole i Bagsværd og ligene skamferet med en motorsav. Chefkriminalinspektør Konrad Simonsen, i daglig tale Simon, har aldrig set noget lignende. Det har flittige læsere af danske krimier heller ikke, men efter den spektakulære begyndelse er det ud på det jævne for debutanterne.
Problemet er ikke, at vi stort set fra starten ved, hvem morderne er og kender deres motiv. Problemet er, at henrettelserne af de pædofile, som de myrdede viser sig at være, skal forestille at fremprovokere en folkestemning, hvor man holder med morderne. Fra at være et mordmysterium ændrer krimien sig til at være en afsøgning af, hvorledes Danmark i dag kunne tænkes at reagere på en medievirtuos bande af myrdende pædofiliofre.
Men romanens tema om selvtægt kontra retssamfundet bliver aldrig medrivende. Dels skriver forfatterne ikke synderligt indlevende om de misbrugte, dels kniber det med at iscenesætte et sofistikeret samfundsperspektiv. Embedsmænd trasker rundt som hule jakkesæt, og for gud ved hvilken gang præsenteres vi for en ærgerrig kvindelig journalist, der skal personificere det værste ved medierne.
Folkekomedie og drama
At ækle Stål-Anni suppleres med en sukkersød journalistelev, Anita, der foruden at lave rejecocktail til politimændene tjenstvilligt sætter sin karriere over styr, så sagen kan afsluttes, er karakteristisk for romanens besynderlige blanding af folkekomedie og sentimentalt drama. Til at begynde med virker Simon og hans kolleger forfriskende blødkogte, men den altmodische prosa, som Hammer-parret skriver, leder mere og mere tankerne hen på gamle danske film a la »Far til fire«. Så til trods for at Simon flipper ud og næsten ser rødt til sidst, er betjentene generelt så venlige og flinke til at opklare sagen, at »Svinehunde« alt i alt føles som det rene vuffeli-vov.
At der alligevel er tale om en hæderlig debut, skyldes først og fremmest forfatternes talent for at knytte en stor fortællings mange tråde sammen i et lydefrit plot. Det lover godt for fortsættelser, især hvis »Far til fire«-sentimentaliteten dæmpes, og Lotte og Søren Hammer kan lufte skyggesider, der virker mere følte end tænkte.
