Det lyriske kompas

Pia Tafdrup udforsker rejsens former i en digtsamling, der indgår i Statens Kunstfonds Hærvej-projekt.

Lysten, længslen og eventyret lever i Pia Tafdrups nye digtsamling »Trækfuglens kompas«. Fold sammen
Læs mere

Som en hilsen til foråret, opbruddenes og rejsedrømmenes årstid, udkommer Pia Tafdrups nye digtsamling, »Trækfuglens kompas«; en bog, der fra den første til den sidste side er gjort af rejsernes stof, og som på mottoets plads helt naturligt giver ordet til H.C. Andersen og hans »O reise! reise! det er dog den lykkeligste lod! Og derfor reise vi ogsaa Alle«.

Pia Tafdrup kommer bogstavelig talt kompasset rundt. Rejsedrømmene, rejselysten, rejseeventyrerne lever deres lykkelige og stimulerende liv i bogen lige fra det store åbningsdigt »Hjemmefra«, der er en erindringsodyssé igennem barndommens eventyrlige rejser i bøgernes, legenes og fantasiens verden. Med underfundig præcision spejles rejselivets udvekslinger mellem det hjemlige og det fremmede i de to nærmest parallelle digte »Lost and Found« og »Raritetskabinetet«, der stiller de forskellige glemte sagers geografi overfor inventarlisten med alle de eksotiske genstande, der er hjembragt som minder fra alle verdenshjørner.

Længslens fodaftryk

Men Pia Tafdrup skriver også om de nødvendige for ikke at sige nødtvungne rejser, en flugt over sundet i »Mørket oktober« eller flugten, eksilet, fordrivelsen i »Oase«, og om selve livet som en rejse fra fødsel til død. Digteren rejser til fods, med bil, tog og fly. Hun markerer de forskellige livsaldres rejser fra den tidlige barndoms »Første flyvetur« over »På motorcykel i natkjole« til »Den sidste rejse«, og hun inddrager en række af rejsens arketypiske lokaliteter og delelementer i digte som »Portens filosofi«, »Overnatning«, »Landing« og »Hjemkomst«.

»Alle digte har en længsel« lyder en central læresætning i forfatterens poetik, og netop længslens fodaftryk er til at følge igennem »Trækfuglens kompas« og digtenes udforskning af vejenes væsen og »Bevægelsens element«. Som en nomade har Pia Tafdrup i årenes løb fulgt sit personlige spor igennem digtsamlingernes meget forskellige former og tonefald. Rejsedigtenes åbne og ofte fortællende form med de klare selvbiografiske elementer føjer sig helt naturligt til et stort lyrisk forfatterskab. Både lysten, længslen og eventyret lever. O rejse! rejse!