Det lugter af mand

To af Annie Proulxs romaner er tidligere oversat til dansk, og nu følger novellesamlingen »Close Range, Wyoming Stories« fra 1999, som med titlen »Brokeback Mountain« forhåbentlig vil finde mange læsere.

»Brokeback Mountain« Fold sammen
Læs mere

Alle mine fordomme stod parat, da novellesamlingen »Brokeback Mountain – historier fra Wyoming« landede på mit bord, og allerede på første side havde Annie Proulxs fantastiske fortællerstemme, tør og skiftevis hed og iskold som vinden i Wyoming, blæst dem væk. De 11 fortællinger fra dagens Wyoming viser et helt andet USA end det overforbrugssamfund, vi hyppigst præsenteres for. Der er noget tidløst over de her cowboys, hustleres og bullrideres liv. Trailerparkfolk, ensomme, nøjsomme mænd, der rejser fra sted til sted i forsøget på at få en eksistens ud af det. Wyoming er ikke et blomstrende landskab, og kvægdriften ikke hvad den har været, og det former disse skæbner. Proulx skriver, så man formeligt mærker vinden, kulden i knoglerne, volden i kroppen, tømmermænd og skægstubbene på hagen – hun kan virkelig skrive sig ind i de her mandekroppe.

Mange vil kende Brokeback Mountain fra Ang Lees filmatisering af novellen, hvor smukke Heath Ledger og Jake Gyllenhaal har hovedrollerne som de to cowboys, der mødte kærligheden den sommer, hvor de passede fåreflokken på Brokeback Mountain. En fin film, men prøv lige at læse novellen, der får alt det sanselige med, lugten af sved, hø og sæd, den røde jord, klipper som blottede knogler, nattekulden, morgenlyset, rusen og overgivelsen, men også følsomheden i det ordløse forhold, ensomheden der følger med at måtte leve halvt. Jack dør i en ulykke, men Ennis ved godt, hvad det handler om: »De fik ham med dækhjernet«. Han har set en homoseksuel ofret før: »Jeg har vel været omkring ni, da de fandt Earl nede i en afvandingsgrøft. De havde brugt et dækjern på ham, havde drejet ham rundt og rundt ved pikken, indtil den var blevet revet af, det hele var ét blodigt søle.« Annie Proulx lægger ikke fingrene i mellem, men hun svælger heller ikke i det.

Særligt åbningsnovellen betog mig. Her kører den 83-årige Mero hjem til det, der er tilbage af familieranchen for at begrave sin bror, som han ikke har set i 60 år. Fire dage gennem blæst og sne i en gammel Cadillac. Nutid og fortid i en fornem blanding. Og så er der landskabet: »Det brutale landskab tonede pludselig frem, klipperne som rejste sig stejlt mod himlen, sneen der steg op fra prærien som damp, ranchens hvide flanker gennemskåret af hegn, den glitrende bynke og langs vandløbet et sort virvar af pilekrat filtret sammen som døde hår. Der var kvæg inde på marken langs vejen; faner af deres ånde lyste i skæret fra månen som talebobler i en tegneserie.« Grafik omsat til skrift.