»Man kan læse meget af Robert Walser, men intet om ham.«
Sådan skrev filosoffen Walter Benjamin i 1929. Han havde ret. Schweiziske Robert Walser (1878-1956) skrev, trods hver enkelt teksts lidenhed, meget, men levede uden at give mange oplysninger fra sig.
Det blev der dog ændret på med Carl Seeligs bjergluftklare, knaldgode »Vandringer med Robert Walser« fra 1957, som består af optegnelser fra deres fælles vandreture omkring sindssygehospitalet Herisau, og hvor Walser - hvis fans talte Franz Kafka og Robert Musil - fortæller om sit liv, forfatterskab og litteratursyn.
Bogen er nu ikke en forudsætning for at nyde forfatterskabet, der er et af de største i tysksproget litteratur, ja, er helt oppe ved siden af Thomas Manns, som han dog intet havde til fælles med. En enkelt blandt mange forskelle er, at Mann var ordrig, mens Walser var ordknap og skrev, hvad han selv kaldte »kleine Prosa«.
Benjamin mener. at stilen stammer fra hjemlandet, fra »den bondske sprogskam«, og i Walsers værk findes også noget, der ligner en poetik, når en vis Wenzel taler om »et menneske som berøres af alt hvad der er småt og beskedent, og for hvem alt stort og fordringsfuldt er frygteligt og forfærdeligt.«
At det forholder sig sådan i Walsers prosa, turde fremgå af det forhold, at de otte tekster i »Helblings historie« blot fylder 48 sider, mens Benjamins essay og oversætter Karsten Sand Iversens fortrinlige efterord fylder resten.
Hvor småt det end virker, så er det altså stort, hvilket allerede står klart i titelhistorien.
»Jeg hedder Helbling og fortæller her selv min historie da der sandsynligvis ellers ikke var nogen der ville nedskrive den«, lyder den første sætning om en mand uden egenskaber. Han er imidlertid godt selv klar over, at han er blottet for talent og dygtighed, og på den måde bliver han alligevel, på sin egen bagvendte måde, særlig: Et menneske, der faktisk er i stand til at erkende sin egen gennemsnitlighed.
Humor og angst
Den erkendelse når forfatteren i »Dickens« også frem til, men på en langt mere livsomstyrtende måde. Han er som andre forfattere en flittig læser, og »da jeg læste Dostojevskij, som jo bestemt er en god, ja endog forholdsvis åbenbart meget stor digter, følte jeg mig på behagelig vis opmuntret til selv at skrive«.
Men i mødet med Charles Dickens chokeres han så meget over bøgernes kvalitet, at han opgiver sin egen forfattergerning. »Kurvefletning synes fra i dag eller i morgen at skulle være min vigtigste beskæftigelse, såfremt jeg ikke skulle vise mig væsentligt for uegnet til den slags arbejde«, fortæller han, og her aner man også Walsers humor.
Historierne har i det hele taget ofte en lethed over sig.
Som i »Ingen«, der synes inspireret af fortællingen om Odysseus og kyklopen Polyfemos, hvor en tyv kalder sig Ingen og politiet må afvise alle henvendelser fra folk, der er blevet berøvet. Ingen kan jo ikke stjæle.
Men forfatteren Elias Canetti mente, at Walser i sin kortprosa fortiede en dyb angst. Det er også en nærliggende tanke i selskab med historierne, der umiddelbart dyrker det konkrete og overfladen og ophører, inden de rigtig er kommet i gang. Men så læser man »En by«, der bliver i alvoren, i depressionen.
Og sådan er det med de største. De kan ikke uden videre diagnosticeres eller rubriceres, og Walser er sin egen i al sin diskrete storhed. Ikke mindst på sætningsplan, hvor det lyser og glimter stilfærdigt og skønt. Som når han skriver om søvnens »søde bevidstløshed«, et menneskes »egernagtige driftighed« eller et »sygeligtskønt lys«. Læs selv det lille udvalg i »Helblings historie«.
Det ligner småting, men er store sager.
Titel: Helblings historie. Forfatter: Robert Walser. Oversætter: Karsten Sand Iversen. Sider: 69 Pris: 150 kr. Forlag: Virkelig.
