Ungdommen er en grusom tid, står der et sted i Pamela Moores tidløse »Chokolade til morgenmad«, og livet er da heller ikke let for den fremmelige 15-årige Courtney Farrell, der forsøger at drukne senpubertetens mistrøstighed i ældre mænd, dry martini og en mere eller mindre besværlig moderbinding.
Romanen – og ungdommen, i denne fiktionaliserede amerikanske 1956-udgave af den – er med andre ord fyldt med omtrent lige så megen spleen som i dens samtidige franske pendant, Françoise Sagans »Bonjour Tristesse«, som den er blevet sammenlignet med. Men også kun omtrent. »Chokolade til morgenmad« har en – måske specifikt amerikansk – lethed over sig, som Sagan tydeligvis ikke efterstræbte.
Pamela Moores særlige både bedagede og tidløse tone har imidlertid også en dobbelthed i sig, hvor det lette dækker over det triste, og hvor døden og selvmordet ligger som en dyster bund under den tilsyneladende sorgløse overflade. Courtney klarer den, mens Pamela Moore selv tog sit liv i 1964, kun 26 år gammel.
Man kan således heller ikke læse »Chokolade til morgenmad« uden at skele til den alder, Pamela Moore havde, da hun skrev romanen. Hvor meget man end vil hævde, at en bog skal læses på dens egne præmisser, så har det i dette tilfælde en stærk betydning for perceptionen, at man ved, at hun blot var 18 år, da hun fik udgivet bogen – i øvrigt til stor opstandelse og høje salgstal. Man ikke bare accepterer det naive og banale en smule bedre, bevidstheden om det løfter det faktisk, mens det indsigtsfulde og samfundsspiddende i teksten omvendt bliver desto mere overraskende og stærkt.
Courtney går i romanens begyndelse på en dyr kostskole, hvor hun læser James Joyce og T.S. Elliot, forblændes af en yngre kvindelig lærer, men ellers keder sig og føler sig udenfor. Kun roomien Janet er hendes fortrolige, og da hun er på vej til at blive smidt ud, forlader Courtney skolen og flytter tilbage til sin fallerede skuespillermor i Hollywood. Her arbejder hun ihærdigt på at skyde genvej til de voksnes verden, drikker rigeligt med whisky og martini og indleder et forhold til en lidt ældre biseksuel mand.
Moren lever over evne, og de flytter til sidst til New York, hvor hun vil kickstarte sin karriere inden for det nymodens TV-medie. Courtney introduceres til Janets nye omgangskreds i et dekadent og overfladisk rigmandsmiljø, lever om natten, drikker og drukner frygten for fremtiden og indleder et uforpligtende seksuelt forhold til den sofistikerede, næsten nihilistiske Anthony, flirter med en anden og mister Janet.
Romanen var voldsomt fremmelig for sin tid, men hvad (antydningerne til) det erotiske angår ikke synderligt vovet i dag. At den stadig virker moderne, skyldes dens lette tone, dens beskrivelser af et storforbrugende, morskabshungrende og tilsyneladende sorgløst ungdomsmiljø a la nutidens og dens meget fine menneske- og samfundsbetragtninger. »Chokolade til morgenmad« er for så vidt ikke stor litterær kunst, men den er en begavet og tankevækkende Young Adult-bog, fra før der var noget, der hed sådan, og med en holdbarhedsdato til længe efter.
Der bliver ikke spist chokolade til hverken morgenmad eller brunch, der er faktisk så meget, der ikke bliver gjort eller sagt, men som Courtney (og Janet og alle andre) higer efter. Der er med andre ord en dobbelthed i bogens præmis, en dybde i det lette, og derfor er det også helt håbløst, at forlaget pakker bogen ind i et chicklitt-lignende omslag, der kun står godt til titlen, hvis man tager den bogstaveligt.
Titel: »Chokolade til morgenmad«
Forfatter: Pamela Moore. Oversættelse: Iben Konradi Brodersen. Sider: 274. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
