BERLIN: En aprildag i 1933 fik en journalist adgang til et større sommerhus i de bayerske alper. Det tilhørte en prominent tysker, og formålet var at skrive en artikel om, hvordan der så ud hjemme hos denne kendte ungkarl. Søsteren viste rundt, og til sidst kom man til soveværelset, hvor der på et bord stod en lille bogsamling. Det var værker om politik og statsvidenskab samt om opdræt og pleje af schæferhunde. Men det mest iøjefaldende var en stribe bøger af Karl May, den store indianerforfatter, der aldrig havde været i nærheden af Amerika. De var åbenbart husherrens foretrukne lekture.
Husherren var Adolf Hitler, Det Tredje Riges såkaldte Fører. Hitler var en bogorm, navnlig i sin ungdom, han slugte især tekniske tryksager, men også udgivelser om arkitektur, maleri, musik, politik og historie.
Læs også: Forskere: Hitler var jødisk
Hitler havde ikke en udpræget litterær smag, men det havde en anden nøglefigur fra den tid, blandt venner kaldet Heini.
Lang liste
Som 19-årig havde han under et længere sygehusophold begyndt at notere bøger, han havde læst. Det var en liste, der blev forsynet med korte kommentarer om de indtryk, de havde efterladt. Mellem 1919 og 1934 blev det til 346 værker. Nogle af dem var antisemitiske og racistiske, men der var også Thomas Mann, Dostojevskij, Jack London og Oscar Wilde. Han var optaget af Henrik Ibsens dramaer, især »Et Dukkehjem«, der handler om kvindefrigørelse. Han fandt det »meget interessant og godt«.
Heini var Heinrich Himmler, en af de hovedansvarlige for Holocaust - mordet på seks millioner jøder - og talrige andre forbrydelser. Han var blandt Hitlers mest skånselsløse håndlangere, hvilket siger ikke så lidt.
De boglige præferencer for de to nazispidser præsenteres i en gennemgang af litteraturmarkedet under Hitler, netop udkommet i Tyskland. Efter fordøjelse af de 384 sider er der et par ting, som trænger sig på. For det første: Det gamle ord om, at man er, hvad man læser, må tages med forbehold. For det andet: Det er nemmere at udpege bøger, som nazisterne hadede, end værker, de kunne lide.
Allerede kort efter magtovertagelsen i 1933 indførte nazisterne bogbrændinger, hvor værker, hvis forfattere betragtedes som fjender, endte i flammerne. Det var bl.a. Heinrich Mann og Erich Kästner, Sigmund Freud og Erich Maria Remarque. Problemet kunne være, at de var jøder (som Freud) eller skrev imod krig (som Remarque) eller blot var morsomme (som Kästner). Det krævede ikke overdreven klogskab at finde ud af, hvad Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, ikke brød sig om.
Kamp mod krimien
Germanisten Christian Adams »Lesen unter Hitler« viser imidlertid, at nazisterne selv havde deres hyr med at bestemme, hvad der var ordentlig litteratur. Hitler hjalp, så godt han kunne, med sit politiske nøgleværk »Mein Kampf«, der med mere end tolv millioner eksemplarer blev den mest udbredte tryksag mellem 1925 og 1945. Succesen blev ikke mindre af, at den erstattede Biblen som myndighedernes gave ved borgerlige vielser fra 1936.
Men ellers var det vanskeligt, fordi læsernes smag også dengang sjældent harmonerede med statslige diktater. Tyskerne elskede f.eks. kriminalromaner, især engelske med tweed og piberøg, men genren blev i en analyse i 1940 udstillet som »et specifikt produkt af et kapitalistisk, vestligt og især angelsaksisk præget borgerligt samfund«. Det var jo rigtig nok, men det var ikke ment positivt.
Nazisme er en forkortelse af nationalsocialisme, og den var i hvert fald på papiret imod kapitalister, ikke mindst britiske og amerikanske, og det traditionelle borgerskab. Læserne var også vilde med »Borte med Blæsten«, skrevet af amerikaneren Margaret Mitchell, naziregimet måtte tænderskærende tillade tåreperseren fra den amerikanske borgerkrig; Den kom op på 366.000 eksemplarer i løbet af otte år, mere end »Skatten i Sølvsøen« af Karl May.
Den danske succes
Det meste, som blev rakt over disken under naziregimet fra 1933 til 1945, var krigs- og morskabslitteratur af tyske forfattere uden større litterære kvaliteter, og en del nationalistisk vrøvl, forfattet af Goebbels og styrets øvrige kulturchefer Philipp Bouhler og Alfred Rosenberg. Men der var udenlandske skribenter, som nød regimets sympati, og her stod skandinaverne i forreste række, »måske ikke så mærkeligt i betragtning af den svaghed, mange naziideologer havde for alt nordisk«, som Christian Adam tørt bemærker.
Nazisten Knut Hamsun var populær, han var en fremragende forfatter, og han havde overrakt Goebbels sin nobelprismedalje fordi han, som han skrev, ikke kendte nogen, der som ministeren »idealistisk og utrætteligt« kæmper for Europa og menneskeheden. Hamsun toppede med en anden nordmand, Trygve Gulbranssen, hvis slægtsroman-trilogi med langt mere end en halv million eksemplarer hører til de bedst solgte, skønlitterære bøger under Det tredje Rige overhovedet.
En dansker, som ikke nævnes af Adam og havde en mere beskeden karriere i Nazityskland, var dramatikeren Svend Borbjerg, teaterkritiker ved Politiken 1924-1937 og en kulturel kæmper for Det tredje Rige. Ikke alene opførtes hans værker på store, tyske scener frem til i hvert fald 1942, hvilket næppe kan betegnes som forkasteligt i sig selv, men samme år optrådte han som Danmarks repræsentant ved dannelsen af en europæisk forfatterforening i Weimar - et projekt udtænkt af Goebbels som modstykke til PEN.
Borbjerg var et sammensat menneske, han var den første, der introducerede Freud i Danmark 1918, han respekterede dramatikeren Bertolt Brecht og beundrede dennes danske veninde Ruth Berlau, som han hjalp med at skrive reportager (måske også i Berlingske Tidende, hvor hun optrådte en kort tid). Alle tre blev siden forfulgt af nazisterne. Han synes at være et godt eksempel på den del af intelligentsiaen, der blev forført af Goebbels og hans folk uden at være så langt ude som Hamsun.
Danske bøger havde i det hele taget tålelige forhold i Tyskland under de tolv Hitler-år. Der udkom i alt 244 danske titler på tysk, flere end fra Sverige (234) og stadig pænt i forhold til Storbritannien (1.378), Frankrig (438) og Norge (418). Der udkommer ikke flere danske romaner i Tyskland i dag, vurderer en branchekender.
Himmlers klage
I virkeligheden var der måske kun 46 virkelige naziforfattere, fremgår det af Adams kulegravning, ikke meget i betragtning af et samlet udbud på omkring 2.000 navne. Der var også klassikere, fra Goethe over Schiller til Rilke og Hermann Hesse. Sidstnævnte blev, med en del andre, fredet af propagandaministeriet, fordi man ikke ved at forfølge dem ville ødelægge den sidste rest af sympati, som udlandet havde for tysksproget kultur. Også Max Frisch, schweizisk statsborger som Hesse, kunne udkomme i Det Tredje Rige.
»Han forsøgte at undgå en åben provokation af nationalsocialisterne i alt, hvad han gjorde,« hedder det en smule kryptisk. Når det hele lægges sammen, skriver Adam, var der »en tendens til middelmådighed«, dels på grund af »overreglementeringen« af bogmarkedet, dels fordi »næsten hele den tyske forfatterelite var drevet i eksil eller gjort mundlam«.
Efterhånden som krigen skred frem, havde Himmler så travlt - med at myrde - at han ikke havde tid til skønlitteratur. Den manglende tid til læsning gik ham på, som det fremgik af et brev til vennen Hanns Johst, der var formand for den nazistiske forfatterforening. Ved krigens slutning begik først Hitler, siden Himmler, selvmord. Johst undgik alvorlig straf og fandt sig til rette i det nye, frembrusende Vesttyskland som lejlighedsdigter for bladet »Den Kloge Husmor«, udgivet af supermarkedskæden Edeka. Han kunne ikke udgive flere bøger, så en smule retfærdighed er der da.
