Med potensstruttende lokomotiv og enevældig energimættet dampsky på forsiden ankommer de nye Klaus Rifbjerg-digte til tiden: »Fut fut fut«!
Allerede for et par år siden spillede Klaus Rifbjerg sin togfascination ud i romanen »Skiftespor«, med dampen og den sorte røg stående ud af sproget. I »Fut fut fut« er han tilbage på sporet og skriver om lokomotiver og togrejser, så alle barndoms- og ungdomserindringer aktiveres, landskaberne farer forbi og røgen sætter sig i næsen. »Fut fut fut/nu kommer digtet«, og på perronen står såmænd stationsforstander Bai fra et af den danske litteraturs mesterværker, Herman Bang-klassikeren »Ved vejen«, og venter med sit flag og sin uvilje mod de ny tider med IT-teknologi og kvindefrigørelse.
At togdrift og kønsdrift har noget med hinanden at gøre, slår Rifbjerg eftertrykkeligt fast i digtet »S-maskinen«, der er en lille perle af et studie i »dampens længsel« og opdæmmet energi, der presser på for at blive sluppet løs:
»S-maskinen er bedst/så fin og futuristisk på sit spor/Helt rettet mod det punkt/Hvor energien er brugt op/Den damp som endnu ligger presset/I de store kedler der venter/På forvandlingen af vand til damp/Og slippes løs med rolig hånd/Lidt efter lidt til uhyret frit kan/Glide frem i al sin magt og vælde/Og synge teknologiens pris/Og bringe sin last af dødelige/Til himlens port eller Glumsø/Slagelse, Korsør og andre fjerne steder/Men endnu venter, venter, venter ...«
Turen går i mange retninger
Klaus Rifbjergs tog kører i mange retninger, men især går det sydpå, og nogle af de vigtige europæiske knudepunkter er Geneve og Strasbourg. I Strasbourg følger et digt i hælene på Jens Baggesen op ad de smalle trappetrin i katedralen og helt op til toppen af »digtertårnet« med »udsigt til en evighed/Og verdens ende«, og minsandten om ikke polemikeren Rifbjerg benytter lejligheden til at mindes en af den danske litteraturhistories bitre digterfejder, hvor netop Baggesen og Oehlenschläger tørnede sammen. Den slags referencer spiller Rifbjerg veloplagt og virtuost på. »Mellem bjergene« hedder et andet af hans digte, som præcist rammer den særlige stemning, der kendetegner rejsen gennem Schweiz og rummer en hilsen til kunstnere som Chaplin og James Joyce. Her tolker Rifbjerg det genskin af »en smertefuld idyl«, som eksilet i kukurenes og bankhemmelighedernes land gennem årene har repræsenteret for flygtninge mange steder fra. At mere dæmoniske kræfter er på spil under den idylliske overflade, fornemmer læseren, der følger med ind »I spisevognen«, hvor spændingerne fra utallige film og litterære spisevognsbesøg er en del af serveringen.
De destruktive kræfter, der vokser og tager til i farlighed, er et tilbagevendende tema, og digtet »Fut«, med al dets sproglige komprimering og koncentrerede energi, er et af bogens hovedstykker. Konsekvent følges et spor af teknologiske landvindinger, accelererende fart og maskulin arrogance fra Kløvermarken 1915 over alverdens bombetogter frem til en afslutning med »Fremtidens bestyrere indkapslet i en drøm/om evig progression til filmen knækker/Eller fader ud i stumhed og det eneste der står/På lærredet er SLUT.«
Rifbjergs eksistentielle futtog er på skinnerne. Uroen og usikkerheden i de to linjer, der indrammer bogens digte, står i slående kontrast til det frembrusende lokomotiv: »Skridt gennem ukendt løv/glimt mellem grene.«
Klaus Rifbjerg har snart 150 bogtitler på udgivelseslisten, og »Fut fut fut« rummer en håndfuld digte, der er lyrikeren, når han er allerbedst. Hvad mere kan en læser forlange?
Titel: Fut fut fut. Forfatter: Klaus Rifbjerg. Sider: 64. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal.
