Det isgrønne hav

Danmark er et havland, og landets eventyr, drømme og længsler er ofte forbundet med det våde element.

Bogens cover. Fold sammen
Læs mere

 Dette er en af årsagerne til, at Rikke Villadsens flotte grafiske roman »Ind fra Havet« om en vesterhavsfiskers surrealistiske fisketogt føles kernedansk. Dansk er dog også den uhøjtidelige tone der præger værket, på trods af, at den befinder sig i krydsfeltet mellem kunst, litteratur og tegneserier.

De tre områder har indimellem en tendens til at »aflade« hinanden, men Rikke Villadsen har lavet en tegneserie der både er gådefuld, smuk, underholdende og en lille smule uhyggelig. Man mærker gusen og gyset fra havet, der drager og fortryller som Klabautermanden fra havets dyb.

Tegneren har tidligere stået bag to udgivelser sammen med forfatteren Jens Blendstrup, og er beslægtet med dennes sans for barok komik og livsdybde. Rikke Villadsens streg er bevidst naiv og ufærdig, ikke ulig Rikke Bakmans »Glimt«, der også er udgivet af det meget kvalitetsbevidste forlag Aben Maler. Begge Rikkers udgivelser er særdeles anbefalelsesværdige, og eksempler på hvor bredtfavnende danske tegneserier er i dag.