Det indre dyr

Velskrevet roman af australske Eva Hornung om vild dreng stiller væsentlige spørgsmål om vores syn på det indre dyre-jeg.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan har vi det med vores indre dyre-jeg? Hvor går grænsen for acceptabel opførsel? Det er spørgsmål, der melder sig under læsningen af australske Eva Hornungs velskrevne roman »Hundedreng« om en vild dreng i udkanten af Moskva. Den fire-årige dreng Romochka er forladt af sin mor og onkel og må nu klare sig i det kolde Moskva, hvor sulten har drevet ham ud på gaden. Han overlever sammen med en flok hunde, som tager ham og senere endnu en lille dreng til sig.

Romochka krydser den grænse, der normalt ikke kan krydses, ved at die en af hundene, og hermed dukker myten om Romulus og Remus op i læserens erindring. Romulus er i romersk mytologi tvillingebror til Remus. De blev ifølge sagnet sat ud på Tiberen i et trug, hvor de drev i land og diede en ulvinde. Romulus grundlagde byen Roma.Beskrivelsen af Romochkas overlevelseskamp og tætte tilhørsforhold til hundene er fint og sanseligt beskrevet i bogen, som rejser væsentlige spørgsmål om vores syn på den mindre polerede side af os.

For er der kun tale om en tragedie i tilfældet Romochka? Adfærdsforskeren Dmitri Pastushenko, der blandt andet har undersøgt understimulerede børns sprogevner, må til en vis grad revidere sin forskning, stillet overfor Romochkas fysiske styrke og sprog. Romochka har ikke haft sansemæssige afsavn. Han har haft bedre overlevelseschancer sammen med hundene, end han ville have haft som gadebarn. Pastushenkos synspunkt, at vi aldrig bliver fuldstændig adskilt fra vores dyre-jeg, sættes i perspektiv. Adfærdsforskeren er klar over, at vi er dyr, men understreger, at overbygningen er det fantastiske hus, der udgør personligheden. Selv føler han væmmelse ved alt dyrisk.

Romochka er lidt af en nød at knække. Han er en omvandrende anklage mod samfundet og en indirekte påpegning af adfærdsforskningens utilstrækkelighed. Men hvor skadet er han? Og har han passeret alderen for resocialisering?

Romanen rummer en fin og flere steder poetisk skildring af det sanselige. Drengens fornemmelse af ro ved indsnusning af duften fra hundehvalpenes hud står klart – men man glemmer ikke beskivelsen af de kraftigt ubehagelige lugte. Det er bogens fortjeneste, at den peger på væsentlige spørgsmål om fortrængning – i både stort og lille format. Romanen stopper dog et sted, hvor det for alvor bliver spændende i mødet mellem det vilde og det civiliserede.